Log på Kontakt Forside
Grundsten med hilsen fra 2009 
Ole Jensen, formand for Jysk Landbrugsrådgivning, lægger sin tale ned sammen med de aktuelle aviser.   

Af Lilli Snekmose.
Hvis nogen om 100 år eller mere skal bygge om eller bygge nyt, hvor Jysk Landbrugsrådgivnings center i Billund nu er under opførelse, så støder de på et rør med en hilsen fra 2009.

Da grundstenen fredag blev lagt til den nye landbrugsrådgivning blev taler fra formanden Ole Jensen og borgmester Ib Kristensen lagt i et rør sammen med udgaver af dagens aviser og et nyhedsbånd fra TV Syd.

Gammel tradition
Traditionen med at mure et budskab af en eller anden art ind i et byggeri er gammel, og når vore efterkommere engang får fat i røret, kan de læse de gode ord, landbrugscentret fik med på vejen.

Ole Jensen ønskede, at huset må blive grobund for masser af nye ideer og vidensdeling til gavn for alle landbrugscentrets kunder.

- Vi skaber et spændende hus, der er tegnet til mennesker, der skal arbejde sammen og tænke i nye baner. Det er der brug for! Vores rådgivere og vi landmænd skal være visionære, hvis vi vil overleve som erhverv.

Passer ind i vækstplan
Borgmester Ib Kristensen var glad og stolt over, at Ib Kristensen bød som Billunds borgmester Jysk Landbrugsrådgivning velkommen til Billund. Billund er blevet valgt som hjemsted for det nye landbrugscenter. Landbruget har altid været et solidt fundament for den samfundsmæssige udvikling i området, lige siden eksporten af stude blev sat i system via Hærvejen.

- Det nye center minder os om, at i en globaliseret verden er viden en forudsætning for, at landbruget kan udvikle sig og være konkurrencedygtigt, og skal landbruget fortsætte som et betydeligt eksporterhverv, så er der behov for den ekspertise, der samles i dette hus.

Landbrugscentret trækker 150 nye arbejdspladser til Billund, og det passer perfekt ind i Billund Kommunes ambitioner om inden for 10 år at tiltrækker 4.000 nye borgere, forklarede Ib Kristensen, der også glædede sig over, at Billund, der mest er kendt for sine turistarbejdspladser, nu også kommer på landkortet i landbrugssammenhæng:

- I Billund har vi det godt med at holde os til jorden, og det vi kan skabe af jorden!

 

Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: