Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening, har meldt sig som kandidat til bestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, når der i denne uge (uge 45) er delegeretmøde i Herning.
”Vores del af landet har brug for et talerør i primærbestyrelsen, og jeg er blevet opfordret til at stille op til valget. Jeg har sagt ja tak, fordi jeg utrolig gerne vil stille min arbejdskraft til rådighed for at påvirke de forhold, der afgør fremtiden for dansk landbrug,” forklarer han.
Mandat til at slås!
Claus Christensen fortæller, at han vil bruge en plads i primærbestyrelsen til at arbejde for, at Landbrug & Fødevarer bider sig godt fast i bordkanten i de forhandlinger, der forestår med den nye regering.
”Vi må forvente, at regeringen vil sætte gang i en masse ny lovgivning, men tingene må ikke ske ”over night” - vi skal kæmpe for at få tid til omstilling. Hvis man trækker tæppet væk under produktionen, uden at der er finansieringsmuligheder for nye tilpasninger, så risikerer man at gøre ubodelig skade.
Som bestyrelsesmedlem vil jeg arbejde for, at vores forhandlere får mandat til at slås!”
Den nye EU-reform er et andet emne, Claus Christensen har fokus på. Det er af afgørende betydning for landbruget, at reformerne sammen med regeringens politik skaber grundlag for den vækst, som alle sukker efter.
Markvanding er mærkesag
Af vigtige lokale mærkesager fremhæver Claus Christensen kampen for markvanding.
”Lokalt er vi voldsomt udfordret af de begrænsninger og det bureaukrati, der betyder, at vestjyske landmænd i enhver tørkeperiode skal gå og være bange for, om vi nu kan få lov at bruge det vand, der er behov for. Så sent som her i foråret var der panik blandt mine medlemmer. De var ved at have brugt den tilladte vandmængde allerede inden sommer, og var vi ikke blevet reddet af regn, så havde vi stået over for en katastrofe. Vi er helt afhængige af at kunne sikre foderforsyningen til den store husdyrproduktion, der er her i området,” fastslår han.
”Når vi i disse år totalt set får så meget nedbør, så er det ufatteligt, at vi ikke kan få lov at pumpe den smule op, vi har brug for, når det sætter ind med tørke. Vores grundvandsdepoter er rigeligt fyldte – derfor må vi gøre op med de skrivebordsgeneraler, der holder fast i meningsløse restriktioner,” erklærer han.
Claus Christensen er 49 år og har været med i organisatorisk arbejde i en årrække, de seneste otte år som formand for Sydvestjysk Landboforening. Han startede som selvstændig landmand i 1984.
Yderligere oplysninger kan fås ved Claus Christensen på tlf. 40 27 47 92 eller 75 19 52 30.