Fra den 1. juni er der indført fradrag for lønudgifter til eksempelvis rengøring, vinduespudsning, børnepasning, havearbejde samt ud- og indvendig vedligeholdelse og reparation af boligen.
På www.skat.dk findes en lang opremsning af de typer arbejder, som berettiger til fradrag.
Der kan kun gives fradrag for udgifter til den bolig, hvor man har bopæl – altså ikke til eksempelvis sommerhus. Heller ikke arbejder på stalde, udhuse, carporte mv. berettiger til fradrag.
Ordningen er foreløbig indført som et forsøg i perioden frem til 31. december 2013.
Der kan fradrages arbejdsløn med op til 15.000 kr. pr. år pr. person. Et ægtepar kan altså fratrække op til 30.000 kr. Skatteværdien udgør ca. 1/3, hvorfor et ægtepar kan spare ca. 10.000 kr. i skat.
For rengøring, børnepasning, havearbejde mv. kan der gives fradrag, selv om udgiften afholdes til en privat person. Det kræver, at der udfyldes en Serviceerklæring – blanket 02.048, som findes på SKATs hjemmeside.
For udgifter til reparation og vedligeholdelse af bolig kræves det, at udgiften er afholdt til en momsregistreret virksomhed.
Fradraget skal indtastes i et indberetningsmodul på www.skat.dk/tastselv. Systemet er endnu ikke klar, men forventes at blive det i slutningen af 2011. Hvis du indberetter til systemet inden ca. medio februar 2012, vil fradraget automatisk komme med på din årsopgørelse fra SKAT for 2011.
Undgå kontant betaling!
For at få fradraget må betaling ikke ske kontant, men skal ske ved bankoverførsel, indbetalingskort eller lignende.
Regninger for udført arbejde, betalingskvitteringer, kontoudtog mv. skal kunne forevises SKAT og skal derfor gemmes i op til tre år efter indkomståret udløb.
Børn over 18 kan ansættes
Der kan også gives fradrag, selvom udgiften til rengøring, børnepasning, havearbejde mv. afholdes til et hjemmeboende barn. Det eneste krav er, at barnet er fyldt 18 år inden årets udgang. Hvis barnet rent faktisk udfører arbejdet og ikke kan udnytte personfradraget på 42.900 kr., kan der altså være penge at spare ved at udbetale ”løn” til barnet for arbejdet.
Eksempel: Barnet udfører arbejde for 10.000 kr. Forældrenes skatteværdi af fradraget er ca. 1/3 = 3.300 kr. Barnet skal på grund af frikortet ikke betale skat af de 10.000 kr. men skal dog betale AM-bidrag på 8% = 800 kr. Nettobesparelse for familien udgør ca. 2.500 kr.
Hvis du har spørgsmål eller senere ønsker hjælp til indberetning af fradraget, er du velkommen til at kontakte Jysk Landbrugsrådgivning.