Log på Kontakt Forside
Drægtig kvie sendt til slagtning 

Når man ved med sig selv, at man ikke har gjort noget forkert, kan man ikke undgå at føle sig dybt krænket, hvis man modtager et anklageskrift fra politiet med besked om at møde op i retten. Hvis det så samtidig fremgår, at der kan blive tale om en bøde på f.eks. 10.000 kr., så vælger mange at acceptere bøden og undgå yderligere besvær, men det er langt fra altid den rigtige udvej. Det kan være værd at tage kampen op. Det illustrerer en sag, jeg havde for nylig.

Baggrund
En mælkeproducent producerer ikke bare mælk. Der er tale om en større produktionscyklus, hvor køerne insemineres, og efter at have født en kalv, kan koen så indgå i mælkeproduktionen. Hvis kalven er hunkøn, indgår den typisk i produktionen ved med tiden at blive insemineret osv. Hvis kalven derimod er hankøn, kan man f.eks. sælge den.

Tre drægtighedsundersøgelser
Med en sådan fast rytme i produktionen skulle man tro, at tingene bare kører derudad, men sådan fungerer virkeligheden jo ikke. Det sker af og til, at en kvie ”går i stå” og altså ikke kan blive drægtig og således må tages ud af produktionen – typisk ved at slagte den.

Det var sket for min klient. Han havde fået insemineret sin kvie, og efter nogle måneder, hvor kvien ikke længere var i brunst, fik han den undersøgt, hvilket dog gav et negativt resultat, idet kvien ikke var drægtig. Landmanden iagttog kvien i nogle måneder mere, men den kom ikke i brunst og et par ekstra undersøgelser gav også negativt drægtighedsresultat. Efter lidt ekstra ventetid måtte landmanden indse, at kvien var ”gået i stå”, og den blev sendt til slagtning.

Dyreværnsloven overtrådt
Under slagtningen fandt dyrlægen på slagteriet et foster, som var næsten helt udviklet. Det førte til en anmeldelse af landmanden, idet det er ulovligt at slagte drægtige kvier og også ulovligt at transportere drægtige kvier i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.

Overtræder man på den måde dyreværnsloven, sanktioneres det med bødestraf (og i gentagelsestilfælde og grove tilfælde med op til 2 års fængsel). Det er selvfølgelig aldrig rart at få en bøde, men det viser sig tit at være det mindste problem, idet krydsoverensstemmelsesreglerne medfører, at der også kan ske fradrag i EU-tilskud, hvilket typisk vil være en noget større økonomisk bet end selve bøden.

I den pågældende sag mødte jeg op i retten sammen med min klient og vores holdning var, at det var ganske korrekt, at loven var overtrådt, men at det var undskyldeligt, da landmanden havde gjort det bedst mulige for at undgå situationen. Ved hjælp af computerudskrifter og udtalelser fra inseminøren kunne vi påvise de tre gange, kvien var undersøgt for drægtighed, og vi mente, at det var, hvad man med rimelighed kunne forlange af undersøgelser. Vi argumenterede for, at det derfor havde været korrekt af landmanden at vurdere kvien som ikke-drægtig og ”gået i stå”.

Det bedst mulige
Under selve vidneafhøringen indrømmede dyrlægen, at i hvert fald ved den sidste undersøgelse havde kvien været så langt henne i forløbet, at den professionelle undersøger burde have opdaget kalvefosteret.

Dermed havde dyrlægen bekræftet, at min klient havde gjort det rigtige og bedst mulige for at undersøge sagen.

Når man påviseligt har gjort det bedst mulige for at undgå en lovovertrædelse, har man ikke til hensigt at overtræde loven. Dermed havde landmanden ikke det, som i strafferetten hedder ”forsæt”, og derfor skulle han frifindes.

Det var dommeren helt enig i, og vi var derfor en glad lille flok, som forlod retssalen den dag. Det kunne dog være endt anderledes, hvis min klient ikke havde sørget for at have så godt styr på sine computerdata og optegnelser, for uden dem havde vi haft svært ved at dokumentere hans undersøgelser, og så havde jeg ikke kunnet lave den følgeslutning, som førte til frifindelsen.

Pas derfor godt på dine optegnelser og sørg for at få hjælp hurtigst muligt, hvis du anklages for dyremishandling. Jo hurtigere man reagerer, desto bedre - specielt fordi evt. spørgsmål fra NaturErhvervStyrelsen (tidligere FødeVareErhverv) skal besvares hurtigst muligt, hvis de begynder at overveje træk i støtten.

Forfatter:
Publiceringsdato: 15-12-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: