Igen i 2012 er der mulighed for at søge tilskud til miljøordninger.
Generelt er de 1-årige ordninger attraktive i forhold til de 5-årige, da tilsagnsperioden er til at overse, og hvis et areal ved kontrol bliver underkendt, er der kun tale om, at man skal tilbagebetale et års tilskud.
Ekstensivt landbrug (EL)
For at kunne opnå støtte under ordningen ”Ekstensivt landbrug” skal et areal være støtteberettiget efter reglerne for Enkeltbetaling, og det skal anvendes til produktion af landbrugsafgrøder eller til afgræsning. Udyrkede arealer (afgrødekode 310) kan der derfor ikke søges støtte til, da disse arealer ikke anvendes til produktion. Der kan heller ikke søges til arealer med juletræer eller pyntegrønt, men derudover kan der søges til almindelige afgrøder som korn, græs osv. Til juletræer kan der i stedet søges 5-årigt Miljøbetinget Tilskud (MB).
Betingelser
-
Brug af pesticider er ikke tilladt i hele kalenderåret.
-
Arealerne skal dyrkes med nedsat tilførsel af kvælstof, og du kan vælge mellem at: Gøde med maks. 140 kg N pr. ha på hele ejendommens harmoniareal, eller således at de marker, hvor du søger tilskud til ekstensivt landbrug, kun indgår med 75% af deres N-kvote i den samlede kvote for bedriften. Der kan tilmeldes enkeltmarker, så det f.eks. kun er en del af ejendommens marker, der tilmeldes ordningen.
-
Gødningsplanen i Fællesskema 2012 skal udfyldes, og der skal hele tiden opbevares en opdateret gødningsplan på bedriften.
Beløb: Der betales ca. 800 kr. /ha for de marker, der tilmeldes. I tilfælde af, at der kommer flere ansøgninger, end der er penge til, vil NaturErhverv prioritere i ansøgningerne.
Ansøgningsfrist: Samtidig med ansøgning om Enkeltbetaling (april).
Ordningen kan være attraktiv på en del ejendomme, hvor der i kravet til udbytte er plads til, at hele eller dele af ejendommen dyrkes ekstensivt.
Pleje af permanente græsarealer
På permanente græsarealer udenfor Natura 2000-områder kan der søges støtte til pleje under den 1-årige ordning. Hvis arealet ligger indenfor Natura 2000-områder kan denne ordning ikke anvendes, men til gengæld kan man søge under den 5-årige plejeordning, eller der kan søges 1-årigt EL-tilskud (se ovenfor).
Betingelser
-
Arealet skal fastholdes som permanent græsareal i hele kalenderåret.
-
Arealet må ikke omlægges i kalenderåret.
-
Det skal plejes med afgræsning (hvor der i begrænset omfang kan foretages afpudsning) eller med en kombination af afgræsning og slæt.
-
Skal fremstå med et tæt lavt plantedække den 31. august.
-
Plantedækket må ikke slås i perioden 1. maj til og med 20. juni.
-
Brug af pesticider er ikke tilladt i hele kalenderåret.
-
Der må ikke tilføres gødning, bortset fra den gødning, der efterlades af græssende husdyr.
-
Der skal udarbejdes gødningsplan og gødningsplanen skal opbevares på bedriften, så den kan fremvises ved kontrol.
Beløb: Der betales ca. 1400 kr./ha, hvis arealet skal plejes med udelukkende afgræsning. Ca. 800 kr./ha, hvis der skal plejes med afgræsning og/eller slæt.
Ansøgningsfrist: Samtidig med ansøgning om enkeltbetaling (april).
Etablering af energiafgrøder
Tilskuddet er et etableringstilskud, som udbetales som et engangstilskud i etableringsåret.
Der kan søges om støtte til etablering af pil, poppel, rød-el, ask og hassel eller blandinger af disse.
Betingelser
Arealet skal etableres med en godkendt afgrøde. Der skal plantes minimum 8000 planter/ha (poppel dog 2000 planter/ha). Blandinger skal også plantes med minimum 8000 planter/ha.
Beløb: Der betales ca. 3200 kr./ha i etableringstilskud.
Ansøgningsfrist: Samtidig med enkeltbetaling (april).
Få en snak med din planteavlskonsulent om nogle af disse ordninger kan passes ind på din ejendom.
Måske kommer der flere nye ordninger i spil i 2012. Ordningerne ligger p.t. i høring i EU-parlamentet.