Nu foreligger den første, offentliggjorte domstolsafgørelse om de nye regler i naturbeskyttelsesloven om offentlig adgang på private veje og stier. Landmanden står som taber.

Indtil 2004 kunne en ejendoms ejer selv nedlægge private stier eller forbyde offentligheden adgang ad dem. Ved en lovændring i 2004 blev det bestemt, at ejeren skal give kommunen besked, hvis han vil nedlægge gennemgående privat veje og stier.



Vejen eller stien kan nedlægges fire uger efter, at han har givet kommunen besked, med mindre kommunen inden de fire uger har meddelt, at de ønsker at vurdere vejens rekreative værdi. Herefter har kommunen seks måneder til at bestemme, om kommunen vil forbyde en nedlæggelse af vejen.

2004-loven ændrede også reglerne for ejerens adgang til ved skiltning at forbyde offentligheden adgang på vej og stier. Udgangspunktet er, at alle har ret til at færdes på veje og stier til fods eller på cykel. Ejeren kan ved skiltning forbyde adgang til fods og på cykel, hvis adgang i særlig grad forstyrrer privatlivets fred, eller hvis der er særlige driftsmæssige grunde til det. Hvis ejeren ønsker at forbyde færdsel, kan kommunen tilsidesætte forbuddet på gennemgående veje og stier, herunder forlange, at ejeren tager skiltene ned igen.

Vej tæt på stuehus
I den sag, som Vestre Landsret for nylig afgjorde, gik vejen meget tæt på stuehuset, og forbipasserende kunne let kigge ind gennem vinduerne. Derudover gik vejen ind over gårdspladsens ene ende. Ejendommen lå i øvrigt temmelig isoleret.

Landsretten mente, at offentlighedens adgang måtte anses for i særlig grad at genere privatlivets fred og tillige at være til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Ejeren havde derfor som udgangspunkt været berettiget til at forbyde offentligheden adgang til færdsel ad vejen.

Hensyn til offentligheden vandt
Vurderingen af, om kommunen var berettiget til at tilsidesætte forbuddet, måtte bero på en afvejning mellem hensynet til offentlighedens adgang til området over for hensynene til privatlivets fred og til den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen.

De omgivende arealer lå inden for regionplanens særlige beskyttelsesområder, og området var i udpegningsgrundlaget for regionplanlægningen beskrevet som i landskabelig henseende af oplevelsesmæssig enestående betydning og i kulturhistorisk henseende af stor betydning.

Landsretten mente, at hensynet til offentlighedens færdsel på vejen vejede tungere end hensynet til ejerens interesse i at forbyde adgang.

Ejerens forbud mod færdsel blev derfor tilsidesat.