I en tid hvor landmænd specialiserer sig er det et særsyn, at den enkelte spreder sig over flere driftsgrene. Derfor spærrede mange øjnene op, da den økologiske svineproducent, Rud Bruun, her i foråret købte en kvæggård – vel at mærke for at drive den videre sammen med frilandssvinene.
Selv ser han det på den måde, at han garderer sig mod risikoen i et marked, hvor EU langsomt trækker støtten væk.
En stor mundfuld
- Jeg vil ikke være så følsom, når der sker prisudsving. Nu har jeg både grise og køer, og køerne bliver både til mælk og kød. I marken supplerer jeg med frø til græsfrø og kløver og desuden kartofler. Ideen er at diversificere, og jeg synes flere burde gøre det, siger han. Men han erkender, at parolen i dag er mere i retning af: Gør det, du er bedst til!

2010
- Ja, det vil vise sig, om jeg kan overskue det og ha’ det hele inde i hovedet. De fleste jeg snakker med, synes det er en stor mundfuld at ville have både svin og køer.
Men hvad der for andre er temmelig frisk – ja måske endda lidt vovet – er sund fornuft for Rud:
- Indenfor økologien har vi som mål at holde op med at bruge konventionel husdyrgødning. Min plan er at omlægge kvæggården til økologi, for så kan jeg få den optimale udnyttelse af næringsstofferne, fordi svinene laver for meget fosfor, og kreaturerne laver mere kali end svinene. Det er samtidig ideelt at køre svinegylle på græsmarkerne, for så slipper man for parasitter, forklarer han.
Udfordringen er dog at finde et mejeri, der vil tage mere økologisk mælk ind, så indtil videre fortsætter den konventionelle drift – selv om det er noget bøvl!
Lærepenge
Sidst i 70’erne passede Rud i et par år 120 køer i en bindestald, og han nåede også lige at snuse til arbejdet i en løsdriftsstald. Men mere end 30 år gamle erfaringer sætter ham ikke lige i stand til at passe 140 køer i en moderne stald, så derfor har den hidtidige ejer lært ham op i et par uger lige efter ejerskiftet. Herefter var en hollandsk fodermester inde over i en måneds tid, og så passede Rud selv stalden i en måned, indtil en erfaren dansk fodermester trådte til 1. juli.
Rud indrømmer, at han har en del at lære:
- Jeg har da betalt lidt lærepenge, indrømmer han. For eksempel spottede den nye fodermester på den første dag en goldko med en betændelse i yveret – det havde Rud overset.

2011
- Men jeg ka’ li’ at passe køer, og jeg har nydt at få en ny faglig udfordring. Det er spændende. Jeg var overrasket over, hvor stor en effekt den halvårlige klovbeskæring havde på dyrene. Og det var skønt at lukke køerne på græs, da 1. slæt var taget. Man kan bare se, at de synes det er dejligt at komme ud. Og jeg var glad for at få rene køer ind til malkning, smiler han.
Løfte om fritid
Rud bød ikke på kvæggården, da den kom til salg. Den var for dyr, syntes han. Først da en køber i sidste øjeblik meldte fra, fik Rud et godt tilbud, som han fik 24 timer at svare på.
Prisen var OK, så det gjaldt mere om at få ægtefællen Pia med på ideen. Hun havde glædet sig til, at de om 10 år kunne være gældfri og gøre som det passede dem.
- Problemet er, at det ikke vil være nok udfordring for mig, siger han lidt undskyldende – så hvorfor ikke tage den oplevelse at blive kvægbonde med, når det nu var en mulighed?
Han lokkede Pia med udsigten til, at de ville få mere fritid sammen, når de i kraft af kvæggården bliver en mand mere. Så er der flere om at dele weekendvagten, og Rud regner med at holde fri hver 3. weekend.
- Det troede hun nu ikke på, indrømmer han med et smørret grin.
Lav gældsprocent
Investeringen var svær for Pia at sluge, men Rud mener, han har en pointe:
- Vi kan jo sige, at hvis vi ikke kan få det til at løbe rundt, så er det for dårligt. Vi har jo fået finansieret bedriften for en rente på to procent, ræsonnerer han.
Det hører med til billedet, at gældsprocenten på Ny Faurskov var uhyre lav før handlen, nu er den ca. 50% - og altså stadig i den pæne ende.
Rud har givet sig selv 5-6 år til at få alt det nye op at køre – blandt andet skal han have afklaret, om han vil gå videre med en miljøansøgning til en udvidelse af kvæggården.
Fakta:
Ny Faurskov består af 140 ha, 50 søer og færdigfedning af 1.000 grise. En angusbesætning på 30 moderdyr bliver nu sat ud.
Den tilkøbte kvæggård er på 77 ha og har 140 køer.
De to ejendommes jorder ligger perfekt for hinanden, og der er god harmoni i en samlet bedrift.