Log på Kontakt Forside
God dialog - men ikke med Billund Kommune 

En god dialog om landbrugets forhold mellem landboforening og kommune er afgørende og vigtig, men formanden for Jysk Landbrug, Bjarne Larsen, ærgrede sig i sin beretning på generalforsamlingen tirsdag den 15. marts over, at forholdet til foreningens hjemkommune – Billund – halter.

- Jeg vil kraftigt opfordre Billund til at øve sig mere i også at være en landbrugskommune. Billund er netop kåret som den 3. mest erhvervsvenlige kommune i Danmark, men det synes vi ikke helt, vi har mødt i forhold til landbruget.



Vi føler helt klart, at landbruget er nedprioriteret, for eksempel hænger Billund stadig i bremsen på hele godkendelsessiden. Jeg er overbevist om, at vi kunne få noget positivt ud af et samarbejde – hvis viljen i teknisk forvaltning og hos embedsmændene var til stede, lød det fra talerstolen.

Vandværkssag i Vejen
Men selv i kommuner, hvor samarbejdet er godt, kan der være knaster. I sommer gik Jysk Landbrug i clinch med Vejen Kommune, som var i begreb med at lukke samtlige ca. 2.000 private boringer ude på landet og pålægge beboerne tvangstilslutning til et af de 35 vandværker i kommunen. Uanset om drikkevandet i de private boringer overholdt alle kvalitetskrav!

På baggrund af de mange protester har Vejen Kommune besluttet at revidere sit forslag væsentligt, så man nu sikrer lodsejere med egen boring retten til at fortsætte med egen vandforsyning i 20 år. Men så heller ikke længere.



- I Jysk Landbrug er vi tilfreds med, at tvangstilslutningen nu og her blev droppet, men vi vil meddele Vejen Kommune, at den bør være tidsubegrænset, sagde Bjarne Larsen i beretningen.

Grøn Vækst
Grøn Vækst fik også et par kritiske ord med på vejen.

- Regeringen begik en fejl, da den bestemte, at sådan en plan kunne en håndfuld ministre skrue sammen uden at involvere landbruget i arbejdet. Planen blev lavet bag lukkede døre, og derfor har vores organisation heller aldrig støttet det resultat, der kom ud af det – af den enkle grund, at planen IKKE forener miljø og vækst.

Nej til korslagte arme
- Jeg er helt enig i, at forløbet har været alt andet end kønt – og jeg er meget opmærksom på, at der er skabt berettiget tvivl om store dele af planen. Det gør et stort indtryk, når advokater stiller spørgsmålstegn ved, om planen krænker vores ejendomsret – og derfor er det godt, at der nu er taget skridt til at få den sag rejst ved domstolene. Jysk Landbrug støtter det initiativ.



- Men jeg vil kraftigt advare mod, at vi sætter os med korslagte arme. Vi har brug for en regulering, hvor det er målet, vi går efter - hvad enten målet er natur, miljø, fødevaresikkerhed eller dyrevelfærd. Og hvis målet fx er mindre udvaskning af kvælstof, så må vi sætte målrettet ind på de områder, der er sårbare over for kvælstof. Og så skal vi selvfølgelig kunne dyrke resten af arealerne konkurrencedygtigt.   Det er vores politik – som vi forsøger at fremme med saglige argumenter!

Vandplanerne
Formanden havde en klar opfordring til medlemmerne vedrørende vandplanerne, der er i høring:

- For hver enkelt af jer, der har vandløb på jeres jord, vil jeg anbefale, at I deltager i det møde, vi i Jysk Landbrug har arrangeret her i huset tirsdag den 22. marts kl. 19.00. På mødet bliver det gennemgået, hvilke krav vandplanerne stiller i forhold til reduceret vandløbsvedligeholdelse, genåbning af rørlagte vandløb og flere andre forhold. På mødet anviser vi også, hvordan man kan bære sig ad, hvis man selv eller sammen med andre vil lave sit eget høringssvar.

Forfatter:
Publiceringsdato: 16-03-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: