Log på Kontakt Forside
Godt nytår alle sammen! 

Af Bjarne Larsen, formand for Jysk Landbrug

Godt nytår til alle landmandskolleger!
2012 ligger foran os hel og ubrugt med løfter om lidt bedre priser på vores produkter og en stabilisering af omkostningerne. Omsider ser det ud til, at bytteforholdet skal blive lidt mere gunstigt for os.

Meget står og falder med det kinesiske marked. Hvis man realistisk skal forestille sig, at efterspørgslen stiger noget sted, så er det i Kina. I Europa og de traditionelle markeder står tingene i bedste fald stille – i værste fald kollapser euroen, så det er ikke her, vi skal have den helt store fremtidstro. En stabilisering er det bedste, vi tør håbe på.

Heldigvis elsker kineserne vores griseører, som de spiser som den rene delikatesse, vores minkpelse er de vilde med, og dansk kød og mælkeprodukter vil de også have. Vi kan takke kineserne for, at minkavlerne næsten ikke kan få armene ned, og for at Danish Crown taler om prisstigninger og højere afregninger. Og også budgetterne for den danske mælkeproducent viser fremgang i 2012.

Gid vi må få fyldt lidt i de slunkne lommer og nedbragt vores gæld i 2012!

Godt nytår til alle i Folketinget!
I sidder der på Borgen og har magten og æren – og alle de gode intentioner.

Vi lytter interesseret, når I taler om grøn energi og grøn økonomi, men vi er skuffede over, at der ikke kommer handling bag ordene.

Hvis I leverede de økonomiske rammer, så skulle I se os komme ud over stepperne med biomasse og biogas. Det kunne så fint supplere den traditionelle fødevareproduktion her i landet.

Men den gode håndsrækning la’r vente på sig, og imens tvinges flere og flere biogasselskaber til at opgive byggeplanerne, og halmproducenterne truer med at sælge deres grej.

Sådan er der så meget – og tit er der meget langt fra jeres virkelighed til vores.

Gid I bliver bedre til at lytte til os i 2012!

Godt nytår til forbrugerne
Har I spist godt her i julen? Var der meget flæskesteg og grønlangkål på middagsbordet, eller blev det sushi og Serranoskinke – og en oksebøf fra Argentina?

Vi vil så gerne, at I spiser lidt mere dansk næste år! Det nye nordiske køkken – og det gamle for den sags skyld – har meget at byde på, hvis man vil have fødevarer, der har groet og levet lige uden for døren.

Kvalitet og fødevaresikkerhed opnår du bedst ved at vælge et dansk produkt.

Godt nytår til naboerne
Vi ved I ind imellem må tåle lidt lugt, en smule smadder på vejene og at vores store maskiner larmer og fylder. Men ville I undvære at se de bølgende kornmarker, køerne på græs, den blomstrende rapsmark?

Landbruget er under forandring, men rødderne går tilbage til vores allerældste kulturarv. Det begyndte med bondestenalderen, men vi skulle videre, og i dag har vi endda lagt Morten Korch-tiden bag os. Det kan være svært at følge med, selv for os bønder, men vi er stadig dem, der laver maden til os alle sammen.

Ind imellem begår vi fejl – som alle andre – men vi gør vores bedste for at lære af dem. Vi er stolte af vores erhverv, og vi vil forfærdelig gerne fortælle jer, hvad vi laver og vise, hvad vi har i staldene. Faktisk vil vi også gerne høre jeres mening!

Lad os ses lidt mere i det nye år!

Tak for 2011 og godt nytår til alle!

Publiceringsdato: 27-12-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: