Arrangørerne af Grovfoderekskursionen forsøger hvert år at sætte fokus på emner, der er oppe i tiden og interesserer kvæglandmændene. Med et deltagertal på næsten 800 må det siges at være lykkedes.
Turleder Vibeke Duchwaider mener især, at det har været interessant for landmændene at høre argumenter for, hvordan den aktuelle situation med en afvikling af mælkekvoten skal tackles.
- Det er nok ikke de næste to år, der skal købes kvote, men det afhænger helt af den enkelte mælkeproducents individuelle situation, om det kan betale sig, siger hun.
I marken er det blandt andet faste kørespor og minimering af køreskader, der er trækplasteret.

Her er det afgørende, at maskinstationerne råder over det rigtige udstyr, og det vidnede den store opstilling af maskinsæt til faste kørespor i græsmarker om. Her var helt op til 14 m mellem sporene.

Landskonsulent Carsten Attermann Nielsen sørgede for at dele sol og vind lige, så hver maskinstation fik tid til at præsentere deres materiel.

De mange hundrede deltagere bevægede sig i eskorte fra I/S Gammelgaard i Vejrup til Nørgaard ved Brørup, og logistikken fungerede fint, også ved fordelingen af de mange deltagere i mindre grupper, som bevægede sig rundt mellem poster i stald og mark.
Hvornår er en ko halt?
På I/S Gammelgaard fortalte blandt andre fodermester Mikael Sørensen engageret om de gode resultater, en hyppig klovbeskæring har medført. Tidligere blev alle køer klovbeskåret to-tre gange om året. Nu er der selektiv klovbeskæring hver 14. dag.
- Det er en øget udgift, men vi kan se resultatet som mere mælk i tanken.

Vi har også fået en langt bedre sundhed, fordi vi har fået et nyt forhold til halthed. Før skulle en ko halte, før vi reagerede. Nu ser vi det, bare den lige aflaster det ene ben, når den står stille – men ellers stadig går normalt, forklarer Mikael, der også er meget glad for de oplysninger, han får fra styringslisterne.
Næste punkt i indsatsen for bedre klovsundhed er en klovrisk, som kvægbrugskonsulent Susanne Seested fra Jysk Landbrugsrådgivning skal udføre:

- Vi vil have frem, hvad der kan gøres endnu bedre. Om skraberne skal køre oftere, om vi har skarpe kanter, vi har overset osv. osv. , fortæller han.
Gårdens stolthed
En nyindrettet kælvningsafdeling er ifølge Mikael gårdens helt store stolthed.

- Det er blevet ufatteligt nemt at arbejde med. Vi har indrettet en afdeling, hvor køerne 14 dage før kælvning går rundt i en blød boks. Umiddelbart før kælvning kan én mand helt uden problemer lukke koen over i en enkeltboks. Det giver en nem overvågning, der er dejligt lyst, der er god intern smittebeskyttelse på grund af betonvæggene mellemenkelt boksene, og de er lette at rengøre og spule.

Ejere og ansatte på I/S Gammelgaard har alle været involveret i forberedelser til grovfoderekskursionen. Her er det Grethe, der er medejer, Valentina, medhjælper fra Ukraine, fodermester Mikael Sørensen, Mark Juulsen, der hjælper efter skoletid, og Oksana, ligeledes medhjælper fra Ukraine.
I alt fem enkeltbokse og en enkelt sygeboks er der indrettet, så er lovkravene overholdt, og der er stor gevinst på dyrevelfærd og reduceret smitterisiko.
- Vi har færre dødfødte kalve og færre vanskelige kælvninger. Dyrene stresser ikke hinanden i vores system, og det har næsten helt elimineret problemer med tilbageholdt efterbyrd.