Log på Kontakt Forside
Investorer går efter guldet 

Som investor er det vigtigt, at man ikke handler mod trenden. Derfor ser vi også, at markederne ofte oplever nogle meget store kursbevægelser, da investorerne har tendens til at løbe i samme retning, når de investerer. Deler man markedet op i tre områder som aktier, obligationer og metaller/råvarer, ser vi en tendens til at aktier stiger, når obligationerne falder.

Metaller, bortset fra guld, stiger ofte sammen med aktierne. Årsagen er, at signaler om vækst giver et forventning om større efterspørgsel efter råvarer og metaller. Når der er stigende vækst, vil afkastet være langt større på aktiemarkedet, hvorfor investorerne sælger obligationerne og køber aktier eller råvarer, og dermed stiger obligationsrenterne. Når der er kommet gang i væksten, stiger markedsforventningen til, at nationalbankerne hæver renten for at dæmpe væksten og dermed den inflation, som ofte er en konsekvens af den stigende kapacitetsudnyttelse.

Guldprisen stiger
I de senere år har vi set en markant stigning i guldprisen. Det er ikke tilfældigt, at investorerne efterspørger guldet.

USD, som tidligere var sikker havn, kan med de uløste amerikanske underskud på statsgælden, og handelsbalancen som bare vokser og vokser, medføre en begrundet mistro til, at USD kan holde sin værdi. Også selv om den på nuværende kurs på omkring 5,15 - set i et historisk perspektiv - ligger lavt.



Som investor kan valget mellem EURO og USD være et valg mellem pest eller kolera. Guldet virker derfor som et åbenlyst alternativ.

Europas voksende gældsproblemer, hvor flere medlemslande skal være meget heldige, hvis det ikke skal gå konkurs, kan være en tikkende bombe under euroen.

Som investor kan valget mellem EURO og USD derfor være et valg mellem pest eller kolera. Guldet virker derfor som et åbenlyst alternativ.

Ud fra det værst tænkelige scenarie og som måske ikke er så usandsynligt endda, hvor markedet mister troen på USAs evne til at kunne tilbagebetale sin gæld, vil det på et tidspunkt kunne skabe et massivt salgspres på amerikanske statsobligationer og få USD ud i frit fald. For øjeblikket har den amerikanske stat valgt, at den amerikanske centralbank FED skal købe statens obligationer for op til 600 mia. USD svarende pt. til 70% af de udbudte obligationer. Dette er på ingen måde holdbart, men det overordnede formål er, at få renterne ned for at støtte det hårdt ramte boligmarked.

Dette skal holdes op imod en eventuel opsplitning af Euroen i atomer ved den dominoeffekt, der kan blive udfaldet på øvrige eurolande som Italien, Spanien, Portugal og Irland, hvis der ikke findes en løsning på Grækenlands økonomiske problemer.

Det er derfor meget forståeligt, at mange investorer søger mod guldet, der lige nu virker som en sikker havn.

Spredning giver bedre afkast
Ser man bort fra kaosteorien, vil der alligevel være et nedadvendt pres på USD, ikke mindst fordi ECB er startet med at hæve renterne og i USA har rentestigninger lange udsigter. De amerikanske boligpriser er nu på det laveste niveau siden krisen startede, hver fjerde boligejer er teknisk insolvent, og hvert 10. hus står tomt. Industri og forbrugertilliden har mistet momentum. Det virker derfor, som om vi har set afslutningen på den vækst, som har præget USA i 2010. Arbejdsløshedsheden er stadigvæk høj og med det scenarie som her er beskrevet, har det derfor lange udsigter, før vi ser rentestigninger i USA.

En styrket EURO vil alt andet lige medføre et dårligere udgangspunkt for europæiske virksomheder i konkurrencen med USA, og da den primære vækst i Europa kommer fra eksportsektoren, vil det få en meget negativ indflydelse på væksten i Europa. Forventninger til at ECB hæver renterne, vil fortone sig og måske blive afløst af en forventning til, at de i stedet vil sænke renten.

Et sådant billede vil få investorerne til at købe ”sikre” obligationer og igen sælge aktier. Særligt de cykliske og konjunkturfølsomme aktier vil stå for tur.

Uanset hvilket scenarie man vælger at tro på, vil det være en god ide at fordele sine investeringer mellem aktier, obligationer, råvarer og metaller. Det giver mere stabilitet og et bedre afkast på langt sigt.

Forfatter:
Publiceringsdato: 30-06-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: