Af Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening
Ingredienserne i et vellykket dyrskue er ikke så svære at remse op. Vejret er naturligvis den store ubekendte faktor, men ellers er opskriften: En flok ildsjæle, gode rammer, opbakning fra udstillere og publikum, opbakning fra egnens erhvervsliv – og så naturligvis en god økonomistyring.
Dyrskuet i Ribe er som regel netop sådan en cocktail, og navnlig i år gik alt op i en højere enhed. Vi, der var med, havde en fantastisk god oplevelse med glade tilskuere og meget tilfredse udstillere.
Ikke så underligt, at det hele blev kronet af en besøgsrekord, der sendte tilskuertallet helt op på 8.300. Dermed var éndags skuet i Ribe mere velbesøgt end todages dyrskuet i Varde.
Det er tankevækkende og har sat gang i debatten om Varde Messerne, som efter min og andres mening skal nytænkes.
Dels kniber det med publikumsopbakningen, men det er ligeså alvorligt, at især maskinudstillerne de senere år ikke har været tilfredse.
I Ribe derimod var der i år rekordtilslutning af maskinudstillere.
Der er også en oplevelse af, at landmændene svigter skuet i Varde, og så er der jo ikke noget at sige til, at det ikke er så sjovt at være maskinudstiller.
Jeg vil i dyrskueudvalget i det kommende efterår og vinter arbejde for, at vi bruger tid på en grundig drøftelse. Jeg er en varm fortaler for, at dyrskuer har deres berettigelse, og jeg ønsker alt det bedste for dyrskuet i Varde. Vi kunne f. eks. i udvalget kalde dyre- og maskinudstillere fra Ribe Dyrskue ind til et større møde for at få inspiration til et fremtidigt koncept for dyrskuet i Varde/ Varde Messerne.
Det er nødvendigt, at vi så vidt muligt får overført noget af Ribes succes til Varde. Efter min mening er det oplagt, at vi kikker på placeringen af ringen i Varde. I Ribe hænger noget af succesen sammen med den intimitet, der skabes, fordi ringen med sin centrale placering binder hele dyrskuet sammen. Det må kunne overføres til Varde – og kan måske netop give noget af den stemning, der trækker landmænd til.
At ville stille alle tilfreds er en stor udfordring, men jeg tror, Varde-dyrskuets fremtid afhænger af, om dyrskueudvalget tør viske tavlen ren - og derefter med det lokale Ribe Dyrskue som forbillede gør klar til en relancering af egnsdyrskuet.