Log på Kontakt Forside
Når små bøder bliver store 

Af Advokat Brian Jacobsen, JL Advokater, tlf. 76 60 23 42

Opbevaring af en større mængde bekæmpelsesmiddel udløste en lille bøde – som endte med at blive tidoblet.

Alle landmænd ved formentlig, at det i henhold til kemikalieloven straffes med bøde (mindst), såfremt man opbevarer ulovlige bekæmpelsesmidler. Og selv om der kan være undskyldende omstændigheder, så hjalp det ikke i en principiel sag, der fik sin foreløbige afslutning tidligere i år.

En landmand havde før 2005 købt en del Tribunil WP, som han så var ophørt med at benytte kort efter, hvorfor det stod i et lagerrum – for størstedelens vedkommende uåbnet og indpakket.

I januar 2008 blev Tribunil WP ulovligt at besidde. Under et kontrolbesøg i oktober samme år blev midlet observeret, og sagen blev anmeldt. Landmanden destruerede straks de 37 kg, han havde liggende.

Under retssagen fremlagde Plantedirektoratet deres opgørelser over, hvilke standardtakster bøden normalt fastsættes til. I henhold til dette krævede anklageren en bøde på 28.000 kr.

Ukendskab ingen undskyldning
Byretten fandt i september sidste år, at landmanden uden tvivl var skyldig, men man fandt forseelsen undskyldelig under de pågældende omstændigheder og fastsatte derfor ud fra et skøn bøden til 2.000 kr.

Sagen havde principiel betydning for Plantedirektoratet, og derfor ankede anklageren sagen til landsretten, hvor der så blev afsagt dom i maj i år.

Landsretten lagde vægt på den store mængde af midlet og det faktum, at der var tale om erhvervsudøvelse. Den fastsatte derfor bøden til 20.000 kr.

Sagen illustrerer, hvor vigtigt det er at følge med i nyheder om lovgivningen, som løbende bliver udsendt, for man skal ikke regne med at slippe fri, bare fordi man ikke lige vidste, det var ulovligt. Ukendskab til loven er ingen undskyldning, men som byretsdommen viser, så er retssystemet ikke helt uden sans for, hvordan tingene foregår ude i det virkelige.

Publiceringsdato: 12-01-2012
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: