Oprørere valgt ind i landboforening
To af tre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer i Sydvestjysk Landboforening repræsenterer en gruppe landmænd i Bramming-Ribe, der har markeret sig som kritikere af, at landboforening og hovedorganisation ikke har været markant nok i kampen for medlemmerne.
Kurt Møller, Bramming, og Kim Nielsen, Ribe, har været frontfigurer bag to protestmøder i Darum mod Grøn Vækst og en traktordemonstration rettet mod statsminister Lars Løkke i Bramming i januar måned.
Sydvestjysk Landboforenings strategi – som formand Claus Christensen har formuleret det – har været, at demonstrationer ikke giver politisk indflydelse.

Alligevel ser han ingen problemer i, at repræsentanter for en mere aggressiv linje nu får plads i landboforeningens bestyrelse:
- Vi er enige om, hvilke mål vi arbejder hen imod. Sammen skal vi nok i bestyrelsen finde de geniale løsninger, og jeg ser det som en styrke, at vi nu kan stå sammen om at opnå den maksimale indflydelse, siger han.
Det tredje nyvalgte bestyrelsesmedlem i Sydvestjysk Landboforening er Bjarne Nørtoft, Ølgod.
Også han slog i sin præsentation på generalforsamlingen, den kritiske tone an – dog var det hovedorganisationen Landbrug & Fødevarer, der ifølge ham ”har været for vag”.
De tre nyvalgte:
Kurt Møller, 40 år, soholder ved Bramming
Kim Nielsen, 34 år, slagtekalveproducent ved Ribe
Bjarne Nørtoft, 40 år, driver en sobesætning ved Ølgod
Bestyrelsen konstituerer sig på et møde den 23. marts.


Forfatter:
Publiceringsdato: 09-03-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: