Log på Kontakt Forside
Placering af markstakke 

Ved placering af markstakke af kompostlignende dybstrøelse med mindst 30 % tørstof og markstakke af ensilage uden saftafløb skal man være opmærksom på følgende afstandskrav: 

Til enkelt vandindvindingsanlæg - 25 m

Til fælles vandindvindingsanlæg - 50 m

Til vandløb (herunder dræn) og søer - 15 m

Til offentlig vej og privat fællesvej - 15 m

Til levnedsmiddelvirksomhed - 25 m

Til naboskel - 30 m

Kompostlignende dybstrøelse skal desuden ligge mindst 15 m fra ejendommens beboelse.

 



Markstak under etablering. Markstakke skal være overdækkede.

Der må ikke være risiko for forurening fra markstakkene. Derfor bør markstakke ikke placeres på terræn, der skråner mod vandløb eller søer. Ved placeringen bør der også tages hensyn til gener for naboer. Overdækningen er lettest at fastholde, hvis markstakken placeres i læ.

Der er krydsoverensstemmelse på afstandskravene for kompostlignende dybstrøelse til vandindvindingsanlæg, vandløb og søer og i øvrigt ved placering, der giver risiko for forurening af grundvand og overfladevand.

For ensilage er der krydsoverensstemmelse på markstakke, der giver saftafløb.

Der vil i ejendommens miljøtilladelse eller miljøgodkendelse ofte være betingelser til placering af markstakke, f.eks. i forhold til følsomme naturområder og til placering indenfor følsomme vandindvindingsområder. 

For at undgå risiko for forurening bør dybstrøelse ikke ligge mere end 12 mdr. samme sted og der skal gå 5 år, inden der placeres en markstak på samme sted igen.

Ensilage bør ikke ligge mere end 24 mdr. på samme sted, hvorefter der skal dyrkes afgrøder nogle år, før stakken placeres på samme sted igen.

Dybstrøelse, som har ligget i en dybstrøelsesstald i 3-4 mdr. er normalt kompostlignende med et tørstofindhold på over 30 %. Kalvemøg skal således opblandes med kompostlignende dybstrøelse til et kompostlignende produkt med mindst 30 % tørstof, før at det må udlægges i markstak, eller det skal opbevares 3-4 mdr. på møddingsplads, inden det placeres i markstak. Markstakkene skal være overdækkede.

Forfatter:
Publiceringsdato: 16-11-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: