Hele selskabsloven er nu trådt i kraft.
Dermed bliver det på flere områder nemmere og mere enkelt at oprette og drive et selskab.
Herunder er nogle af de vigtigste ændringer:
-
Et selskab kan stiftes med indskud af kun 25% af selskabskapitalen, dog minimum 80.000 kr., som også er minimumskravet for anpartsselskaber (tidligere var det 125.000 kr.). Det betyder, at et aktieselskab kan stiftes med kontant erlæggelse af 125.000 kr. (25% af 500.000 kr.), mens resten ikke skal indskydes ved selve stiftelsen, men kan vente til senere.
-
Man behøver ikke længere have blandt andet hjemstedsadresse og –kommune anført i vedtægterne, hvilket muliggør en smidigere hjemstedsændring, da det ikke kræver vedtægtsændringer.
-
Det behøver ikke at fremgå af vedtægterne, at generalforsamlingen kan træffe beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte, ligesom generalforsamlingen også kan bemyndige ledelsen til at træffe en sådan beslutning, også selvom det ikke fremgår af vedtægterne.
-
Enhver kapitalejer i et anpartsselskab kan kræve på, at der afholdes ekstraordinær generalforsamling. Det samme kan en kapitalejer i et aktieselskab kræve, hvis han/hun ejer minimum 5% af selskabskapitalen. Dette kan umiddelbart virke som en hæmsko på driften, hvis man er storkapitalbesidderen, men er man derimod den lille kapitalejer, er det jo en fordel.
-
Der er mulighed for at afholde generalforsamlinger elektronisk, ligesom indkaldelsen kan ske via fx selskabets hjemmeside eller e-mail.
-
Ejeraftaler (anpartshaver- og aktionæroverenskomster) binder ikke selskabet. De vil stadig binde aftaleparterne, men altså ikke selve selskabet. Skal det, som står i ejeraftalen, være bindende for selskabet, skal det skrives ind i vedtægterne.
-
Selskabslovens regler om generalforsamlinger kan fraviges, hvis alle kapitalejerne er enige derom.
Derudover er der sket mange andre ændringer, som især har betydning for advokaterne og revisorerne og således ikke direkte berører kapitalejerne.
Har du spørgsmål vedrørende et eksisterende selskab, eller overvejer du at stifte et selv, så er du meget velkommen til at kontakte et medlem af Selskabsgruppen under Jysk Landbrugsrådgivning på 76 60 21 00.
Forfatter:
Publiceringsdato: 31-08-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: