Log på Kontakt Forside
Start aldrig en gårdbutik! 

For andre ser det ud som en succes – og det er det sådan set også. Hanne Solgaard Jensen har skabt en velbesøgt gårdbutik, hvor hun sælger brugskunst og blomstertilbehør, suppleret med levering af buketter, blomsterdekorationer og receptionsgaver ud af huset.

Men selvom butikken er populær og for nylig har fejret 10 års jubilæum, så er gårdbutikker ingen ny givtig niche i dansk landbrug, forsikrer hun.



- Du må aldrig sige et godt job op for at starte en gårdbutik. Hallo mand! Du vil aldrig komme til at tjene en bankløn eller en revisorløn – tværtimod kan du se frem til en masse ulønnede timer.

Når hun selv har holdt ved så længe, så skyldes det, at hun er på flexjob, efter at hun blev 100% uarbejdsdygtig på grund af en graviditet. Hun lider af at være hypermobil i rygsøjlen og bækkenet. Hun må derfor aldrig løfte noget, der vejer over fem kilo, og det kniber for hende at gå længere tid, og ujævnt terræn og trapper er svære forhindringer.

- Det gjorde ondt at give afkald på mit sælgerjob, for jeg elskede at komme rundt til alle mine kunder i Jylland, som jeg gjorde i mit gamle job.



Det er vist nyt, at der kan indgå popcorn, kaffekugler og kyskager som grundmateriale i juledekorationer. Men nissen er da heldigvis stadig med.

Men jeg er heldig, at jeg har et erhverv og nogle kontakter, jeg stadig kan bruge, når nu bondemanden var med på at indrette de her rum til butikken, smiler hun og ser sig glad omkring i det julepyntede lokale.

Åbent vindue til landbrug
Bondemanden, Brian Braad Jensen, driver en større mælkeproduktion med 275 SDM-køer, og Hanne er meget bevidst om, at hendes butik også skal være med til at markedsføre det moderne landbrug på bedriften. 



Landbruget på bedriften er en fordel for gårdbutikken – og omvendt. Mange kunder får gode oplevelser med dyrene.

Der malkes tre gange om dagen på gården, og den midterste malkning er lige over middag, så det giver kunderne mulighed for at se, hvordan køer bliver malket i dagens Danmark.

- Fra butikken kan man se direkte ind i stalden, og det er dejligt at kunne sende folk derover og så bagefter høre, at de har nydt at se køerne, der har sand at ligge i, og som tydeligt nyder det, fortæller hun.

Det er stort, når en lille dreng har set to køer kælve, prøvet at se dem blive malket og også nået at hoppe på trampolin. Han er ikke ked af at være med mor ude at handle... 

Kreative kurser
Gårdbutikken har også en kursusvirksomhed. I dette efterår afvikles der 16 kursusaftner i kreativ blomsterbinding. Hanne er ikke altid selv underviser, men hun er altid med. I år er det for tredje gang lykkedes at samle et hold, hvor det er mænd, der kreerer blomsterdekorationer.

- Egentlig er det vel ikke så overraskende. Nogle af de bedste blomsterdekoratører i Danmark er mænd, siger hun, men hendes mandehold har dog frabedt sig, at blive brugt til butikkens markedsføring. De er lidt generte over deres evner, griner hun.



Gårdbutikken har en travl tid op til jul, påske og mors dag, hvor butikken har skabt traditioner for, at der sker noget ekstra. Hvad enten det er udstillinger af kunsthåndværk eller servering af  ægte hjemmebagte æbleskiver, der bages i butikken hvert år den 1. søndag i advent. 

Forfatter:
Publiceringsdato: 13-12-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: