Log på Kontakt Forside
Straffet for en anden mands fejl 

Hardy Møller Christensen i Årre ved Varde ærgrer sig i dag over, at han var så åbenmundet, da han sent i november 2009 fik besøg af en medarbejder fra Sydvestjyske Museer. Medarbejderen kom for at besigtige to gravhøje på ejendommen.



Hardy Møller Christensen viste stolt sine gravhøje frem og alt var i orden, men på et forpagtet areal med gravhøj, var der sket en fejl - før han overtog jorden.

Da gravhøjene var besøgt og alt fundet i orden, foreslog Hardy Møller Christensen, at medarbejderen også skulle se to andre gravhøje, der ligger på et areal, han havde forpagtet samme år.



Hardy er nemlig stolt af gravhøjene, som han passer godt på, og som han derfor gerne ville vise frem for en fagmand.

Det skulle han ikke have gjort.

Majsstubbe som bevis
Medarbejderen konstaterede, at to-meter beskyttelseszonen om den ene gravhøj var overtrådt. Det var tydeligt at se, at overtrædelsen ikke var af ny dato, for majsstubbe fra årets afgrøde viste tydeligt, at der var holdt endog meget god afstand til gravhøjen.

Men til trods for, at der altså var dokumentation for, at overtrædelsen var sket, før Hardy forpagtede arealet, så er det alligevel ham, der nu står med ansvaret – og lommesmerterne.

Selvom overtrædelsen er sket før 2009 – FØR der kom krydsoverensstemmelseskrav på fortidsminder som gravhøje og lignende – og selvom Hardy ikke har ansvar for overtrædelsen, så er det alligevel ham, der nu er blevet trukket 30.000 kr. i støtte svarende til tre procent af hans støtte/tilskud.

Det hjælper ham ikke, at han dyrkede majsen i respektfuld afstand fra gravhøjen, og at han allerede ved kontrolbesøget bad om lov til at retablere forgængerens forsyndelse ved at dække det med græs og flerårige urter.

Afgørelse trækker ud
Som han skriver i klagen til FødevareErhverv:

”Jeg vil gerne klage over, at jeg ved at overtage en anden mands fejl, som jeg efterfølgende vil udbedre efter aftale med Sydvestjyske Museer, bliver straffet, selvom jeg aldrig har overtrådt reglerne”.

Klagen blev indsendt i september sidste år og kort efter sendte hans økologikonsulent, Kjeld Forsom, en uddybende anke, men først efter en rykker i maj måned i år, fik han bekræftet, at klagerne er MODTAGET. En AFGØRELSE af klagesagen trækker derfor ud – men støtten blev trukket allerede sidste år!

Forfatter:
Publiceringsdato: 09-06-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: