Jeg har over de sidste to år oplevet, at flere besætninger er lykkedes med at sanere PRRS ud af deres besætning. Vær derfor opmærksom på, om det også er en mulighed i din besætning!
Tag en snak med din dyrlæge og tag eventuelt en ”second opinion”- dyrlæge med på råd - f.eks. en fagdyrlæge i PRRS. Gevinsten ved at sanere PRRS væk er ofte meget stor, fordi der kommer ro i soholdet.
-
Ofte stiger drægtighedsprocenten med 8-12%.
-
Immuniteten bliver bedre ved søerne, og derved stiger effektiviteten i farestaldene i form af lavere dødelighed i dieperioden, og/eller smågrisene bliver større ved fravænning.
I klimastaldene forbedres immuniteten generelt således, at dødeligheden falder. Der bliver nemlig færre problemer med fravænningsdiarré – herved mindre hjerne- og ledbetændelse. Ligeledes er PRRS ofte årsagen til luftvejslidelser hos klimagrise og slagtesvin, specielt hvis der er mycoplasma, lungesyge og/eller en eller flere AP’er i besætningen.
Når PRRS er saneret væk, har jeg oplevet store forbedringer i slagtesvinebesætninger.
Forhold, der let kan betyde en forbedring på 50-70 kr. pr. slagtesvin.
Ovenstående blev opnået udelukkende ved at sanere PRRS væk, fordi frekvensen af luftvejslidelser faldt drastisk på trods af, at der er mycoplasma og AP2 i besætningen.
Godt for gult kort
Udover effektivitetsforbedringerne er der samtidig rigtig mange penge at spare hos både søer, smågrise og slagtesvin i mindre vaccine- og medicinforbrug – hvilket også er godt i forhold til gule kort.
Som eksempel kan jeg nævne en besætning på 350 søer med salg af 30 kg smågrise:
Efter PRRS-sanering blev der et plus på to grise pr. årsso samt sparet vaccine- og medicin pr. årsso på 240 kr. I alt var der en økonomisk forbedring på kr. 123.000 pr. år direkte på bundlinjen.

Rikke og Morten Milland var de første her på egnen, der med succes sanerede for PRRS. De har opnået markante forbedringer og samtidig fået arbejdsro til at koncentrere sig om andre fremskridt i besætningen.
Så se at få undersøgt dine muligheder for at sanere PRRS væk, hvis du har den i din besætning. Meget ofte kan saneringen gennemføres uden ”hul” i produktionen.
Mest anvendte metode er nogenlunde som beskrevet herunder – indsatsen SKAL selvfølgelig altid koordineres med besætningsdyrlægen.
- Besætningen screenes ved hjælp af blodprøver.
- Fastlæg strategi for vaccination og logistik (er besætningsspecifikt).
- Ofte skal poltene, hvis du selv laver dine polte, væk fra besætningen. Uanset om du skal sanere for PRRS eller ej, er det en rigtig god idé at flytte poltene væk fra søerne/ejendommen i en del af deres opvækst, således at de kan blive gennemvaccineret i fred og ro uden tilbagesmitning fra soholdet.
Naboen har PRRS
Som undskyldning for IKKE at sanere, hører jeg tit, at naboen også har PRRS, så det ikke er muligt at sanere. Det er IKKE korrekt!
Man har gode erfaringer for, at det er lykkedes at sanere PRRS væk i hele områder! Hvis svinebestanden er tæt i et område, skal saneringen blot koordineres af besætningsdyrlægerne.
Fakta:
Hvis du har PRRS i din besætning, er der ingen undskyldninger for ikke at gøre noget ved det. Økonomien ved at sanere for PRRS er rigtig god. Sig til, hvis du har brug for sparring! Men aftal allerede nu med din dyrlæge, at næste besøg skal handle om sanering af din besætning.
God arbejdslyst!