Log på Kontakt Forside
Tænk mere på kød! 

Af Morten S. Thomsen, kvægbrugskonsulent og Rasmus Andersen, driftsøkonom

Den største enkeltfaktor, der afgør størrelsen på en mælkeproducents dækningsbidrag, er KØD.

Det får man et klart billede af, hvis man isoleret ser på kødindtægten på bedrifterne. Her er der økonomisk succes for de mælkeproducenter, som det lykkes at skabe mere kød (flere dyr), som får ko- og kalvedødeligheden ned, og som kommer så meget i eliten, at de kan sælge dyr til levebrug.

Det er helt enkelt mængden, der gør det!

Med henblik på at belyse tilvækstværdien i mælkeproduktionen har vi lavet en analyse på de første 40 afsluttede kvægbrugsregnskaber i Jysk Landbrugsrådgivning (alle 40 er konventionelle bedrifter med stor race).

Analysen har til formål at skabe større opmærksomhed på denne værditilvækst samt at belyse de faglige baggrunde for den opnåede forskel mellem besætninger.

Vi sætter tal på
Det fremgår af tabel 1, at der er høj sammenhæng mellem de beregnede DB og tilvækstværdien.

Data er sorteret efter tilvækstværdi (korrigeret til 1,0 stk. opdræt pr. årsko), men som det fremgår, falder DB/årsko og pr. kg EKM med faldende tilvækstværdi. Tilvækstværdien må med andre ord forklare en markant andel af forskellen i de opnåede dækningsbidrag mellem grupperne.

”Afvigelser i forhold til gennemsnitlig DB/kg EKM forklares alene ved forskelle i tilvækst med hele 85%!”

I tabel 2 er tilvækstværdiens andel af forskellen til gennemsnittet beregnet for de 25% bedste og 25% ringeste.

De 25% bedste opnår et DB/årsko som er 1.650 kr. større end gennemsnittet, 47% af denne forskel kan alene forklares ved tilvækstværdi. Udregnet pr. kg EKM udgør forskellen 9 øre, hvoraf tilvækstværdien forklarer hele 85%.

De 25% ringeste målt på tilvækstværdi opnår et DB/årsko som er 1.735 kr. ringere end gennemsnittet. Af disse 1.735 kr. forklarer tilvækstværdien 45%, målt pr. kg EKM er forskellen 11 øre, også her forklares 85% ved forskellen i tilvækstværdi.

Man kan således konkludere, at tilvækstværdien forklarer såvel positive som negative afvigelser fra gennemsnit DB/ko med ca. 45%. Afvigelser i forhold til gennemsnitlig DB/kg EKM forklares alene ved forskelle i tilvækst med hele 85%!

Hvad gør forskellen?
Den afgørende forskel mellem opnåede tilvækstværdier skyldes mængden, og ikke prisen på solgt kød. Dog opnås de højeste tilvækstværdier på ejendomme med en produktionsgennemførelse, hvor der er mulighed for salg af dyr til levedyrsmarkedet, men det er få ejendomme, der har denne mulighed. Modsat har besætninger med laveste tilvækstværdi et større indkøb af kælvedyr.

Kødsalget er en sum af reproduktion, dødelighed samt udsætterstrategi – altså kvægbrugsfaglige emner, som det enkeltvis kan være vanskeligt at beregne værdien af en øget indsats på. Med de opnåede resultater i denne analyse kan vi konkludere, at summen af disse udgør en betydelig forskel, og forklarer hele 85% af forskellen i det opnåede dækningsbidrag pr. kg mælk.

Med en generel indtjeningskrise og aktuelt en meget høj kvotepris, er det for mange ejendomme påkrævet, at indtjeningen øges i bestående rammer.


Fakta:

Vi vil i den kommende tid, med en række artikler sætte fokus på kvægfaglige tiltag, der kan inspirere til at arbejde mod større kødtilvækst i mælkeproduktionen. Og hver gang, bliver der sat tal på.

Emner i artikelrækken:

  • Døde dyr (herunder beskrivelse af effekten af en velfærdsafdeling på Korsvanggaard ved Darum).

  • Reproduktion

  • Sundhed

Tabel 1
Viser dækningsbidrag samt opnåede tilvækstværdier for 40 først afsluttede regnskaber. Resultaterne er inddelt i fire grupper, efter faldende beregnet tilvækstværdi.

 

         DB/KO

     DB/KG EKM

    OPDRÆT/KO

   TILVÆKST/KO

25% BEDSTE

         11.113

           1.11

        1.01

         2.461

25% NÆSTBEDST

         10.142

           1.09

        1.02

         1.884

25% NÆSTDÅRLIG

           8.870

           0.97

        0.97

         1.528

25% DÅRLIST

           7.728

           0.91

        0.92

            898

GENNEMSNIT

           9.463

           1.02

        0.98

         1.692

Tabel 2
Bedste og dårligste, afvigelse i forhold til gennemsnit. % udtrykker tilvækstværdiens andel af den beregnede forskel.

 

FORSKEL DB/KO

FORSKEL DB/KG EKM

FORSKEL TILV./KO

25% BEDSTE

     +1.650 kr.  (47%)

         0,09 kr.  (85%)

         +769 kr.

25% DÅRLIGSTE

      -1.735 kr.  (45%)

          0,11 kr. (85%)

-          794 kr.

 

 

Publiceringsdato: 18-07-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: