Af Miljørådgiver Trine Jeppesen, tlf. 76 60 21 89, og miljø- og bygningsrådgiver Hans Jørn Andresen, tlf. 76 60 21 90.
I forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug, som kræver nybyggeri, stiller myndighederne krav om, at der tages stilling til bygningers placering i landskabet.

Som udgangspunkt skal der være plads til landbrugsbygninger som er erhvervsmæssigt nødvendige – men der skal tages hensyn til, hvordan bygninger falder ind i landskabet, og om de er i harmoni med den bestående bygningsmasse.
Det vil kort sagt betyde, at ud over at en ny stald skal placeres, så driften kan foregå rationelt, så skal en ny landbrugsbygning udformes, så den er tilpasset bestående bygninger og landskabet omkring ejendommen.
I den forbindelse skal følgende punkter overvejes:
-
Bygningens placering i forhold til eksisterende bygninger: En ny ofte stor bygning i forhold til bestående bygninger, bør placeres i passende afstand fra eksisterende mindre bygninger, så den nye bygning ikke ”sluger” og ”dominerer” bestående ældre bygninger.
-
Højde og taghældning: Tilpasning i forhold til eksisterende bygninger på ejendommen. Ved høje og ofte brede bygninger vil en ud-/nedgravning være en mulighed, så bygningen sænkes i landskabet. Ofte vil en god beplantning dæmpe synligheden i landskabet.
-
Farvevalget er vigtigt - specielt farven hvid er meget synlig i landskabet, imens jordfarve, varierende fra grå til sort, virker dæmpende i landskabet. Undgå for mange farver. Bedst med max. 2 til 3 farver.
-
Harmoni i bygningen: Placering af døre, porte og vinduer i samme afstand fra hjørner af bygning. Porte i gavle, afhængig af om der er en eller flere, bør placeres i midten eller symmetrisk, så gavlen fremstår harmonisk/i balance.
-
Bygningslængde: Store lange bygninger bliver mindre dominerende, hvis de brydes på midten ved f.eks. at forskyde bygningen nogen meter (se foto). En anden løsning kan f.eks. være at bygge et foderhus eller malkestald på midten af og tværs af bygning, så den lange bygning bliver delt i to bygninger.
Ved ansøgning om miljøgodkendelse er landskab og harmoni blevet en større udfordring, som det er vigtigt at tage hånd om. Jysk Landbrugsrådgivnings miljøkonsulenter har fokus på området og har dannet et netværk med bygningskonsulenter og landskabsarkitekter, der kan trækkes på, når det er nødvendigt.

Ofte koster det ikke ekstra eller kun meget lidt at lave et pænt og harmonisk byggeri. Når byggeriet først er færdigt, virker det mere tilfredsstillende, at ikke blot produktionen kører optimalt, men at ens ejendom samtidig også ser godt ud – både for én selv og for forbipasserende.

Vores påstand er, at det i disse krisetider er nemmere at låne penge til et gennemarbejdet, velovervejet projekt fremfor tilfældigt ”knopskyderi”.