Log på Kontakt Forside
Tjener penge ved at købe rådgivning 

Troels Donslund drømmer om at gøre landbrug til sin levevej. For halvandet år siden købte han og kæresten en ejendom, der hidtil havde været en mælkeproduktion.



På Brørup Marked købte Troels hurtigt fem Limousine moderdyr og en tyr, og de fik snart selskab af nogle få slagtekalve. Og besætningen fortsætter med at vokse, så der nu er 11 ammekøer, en tyr og i alt 53 slagtekalve.

- Det er 15 år siden, jeg har arbejdet med dyr, så der er meget, jeg ikke ved. Og så hører man jo, at det kan være svært for folk at tjene penge på det, fortæller Troels, der i sin tid blev uddannet som landmand, men som nu i mange år har været ansat i et brøndgraverfirma.

Men heldigvis er der rådgivning at trække på. Allerede i forbindelse med købet havde Troels driftsøkonom Søren Elnegaard ind over.

- Han er god som sparringspartner, og det er også ham, jeg har haft til at lave budget, så vi kan planlægge, hvornår vi tager springet og bygger en helt ny stald, så jeg kan have 4-500 slagtekalve, forklarer Troels.

På baggrund af rådgivningen har Troels valgt at udskyde overgangen til fuldtid et par år, så noget af hans gæld kan nå at blive nedbragt.

Jysk Kvægs planlægningspakke
I mellemtiden arbejder Troels på at professionalisere sit dyrehold. Derfor bestilte han for nogle måneder siden Jysk Kvægs planlægningspakke for ammekøer.



Pakken indeholder et besøg af en kvægrådgiver, som vurderer dyr og græsmarker og ser specifikt på, hvilket foder, der er behov for, og hvad der kan dyrkes på bedriften.

Næste led i pakken er, at en planteavlsrådgiver indarbejder grovfoderdyrkningen i mark- og gødningsplanen for bedriften.  

Overblik og planlægning
- I år har jeg lavet foder og fodret på skrømt, indrømmer Troels. Han havde derfor stor nytte af kvægrådgiver Peter Hegelunds besøg.



- Peter siger, jeg har været for god ved mine dyr! De har slet ikke kunnet udnytte alt de gode foder, jeg har givet dem. Så nu får jeg en foderplan og et foderbudget, så jeg ved, hvad der skal til. Jeg har ikke fodret nok med halm, og omvendt så skal jeg holde op med at wrappe flere baller, end jeg bruger.



Rådgiverens besøg på bedriften har givet Troels et skub fremad. Nu er der kommet overblik.

Også dyrkningsmæssigt indrømmer Troels, at han har disponeret lidt i blinde.

- Nu tror jeg, jeg har fået så meget overblik, at jeg kommer til at bruge mere gylle og til gengæld skære ned på handelsgødningen, konstaterer Troels Donslund tilfreds.

Han er meget tilfreds med de indspark, han har fået fra Jysk Landbrugsrådgivning:

- Det er gode sparringspartnere, og med deres hjælp er jeg sikker på, at jeg kan få en bedre styring af mit landbrug. Jeg tror på, at der er penge i det, men det er vist meget fornuftigt at bruge et par år på at blive dygtigere, inden jeg gør det til mit levebrød.



Kvægrådgiver Peter Hegelund er på besøg på bedriften. Ombygning af en ældre stald er et af Troels Donslunds projekter.

Nu er planen at øge antallet af slagtekalve til 80 og fortsætte med de 11 ammekøer, samtidig med at den eksisterende stald bygges om med brugte spalter og brugt inventar.

Forfatter:
Publiceringsdato: 19-12-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: