Log på Kontakt Forside
Universel tarmblødning - en undervurderet dræber 

Af svinefagdyrlæge Poul-Erik Højbjerg, LVK

Universel tarmblødning hos slagtesvin er et akut sygdom med et dødeligt forløb. Lidelsen optræder hyppigst i den sidste halvdel af slagtesvineperioden, og det er oftest de grise, der trives bedst, som angribes.

Årsag, symptomer og obduktionsfund
Årsagen til sygdommen er ukendt, men menes at skyldes en allergisk reaktion overfor bestanddele i foderet, sandsynligvis proteinet. Dårlig foderhygiejne kan muligvis have en udløsende effekt.

Oplysninger om symptomer er sparsomme, idet grisene i de fleste tilfælde dør, inden man når at registrere, at de er syge.

Når man finder de døde grise i stalden, er de typisk blege og har udspilet bug.

Ved obduktion ses kraftig blødning i tyndtarmene, som kan indeholde store mængder ukoaguleret blod samt ofte en del luft.

Udbredelse og betydning
Ved obduktion af selvdøde slagtesvin er diagnosen universel tarmblødning hyppigt forekommende i mange besætninger. Jeg har ved obduktion af 440 grise fra tre forskellige besætninger fundet, at 142 grise (32%) var døde af universel tarmblødning.

For alle tre besætninger gælder, at der kun er foretaget obduktion på selvdøde grise. Grise, der er aflivet af forskellige årsager, er ikke blevet obduceret.

Besætning I:
Der produceres årligt ca. 6000 slagtesvin fra 30 kg    
Der anvendes indkøbt færdigfoder (piller) 

Årstal

Dødelighed

Antal obducerede

grise

Antal grise med

universel tarmblødning

2010

2,1%

97 stk.

22 stk.  (23%)

2009

1,9%

85 stk.

26 stk. (31%)

2008

1,6%

77 stk.

22 stk. (29%)

I besætning I er næsten samtlige selvdøde slagtesvin blevet obduceret over en 3-årig periode. Den oprindelige årsag til, at vi startede med systematisk obduktion af selvdøde grise var, at der var et stort problem med mavesår.

Over tre år er der i besætningen obduceret 259 grise. 27% af disse grise (70 stk.) var døde af universel tarmblødning. Det svarer til, at 0,4% af samtlige indsatte grise døde af denne lidelse.

Besætning II:
Der produceres årligt ca. 7000 slagtesvin fra 30 kg
Der anvendes hjemmeblandet tørfoder. 

Årstal

Dødelighed

Antal obducerede

grise

Antal grise med

universel

 tarmblødning

2010

3,6 %

86 stk.

40 stk.  (47%)

2009

4,2 %

42 stk.

15 stk. (36%)

I besætning II er de fleste selvdøde slagtesvin blevet obduceret i 2010. I 2009 er kun foretaget obduktion på en mindre del af de selvdøde slagtesvin.

Det kan konkluderes, at i 2010 er mindst 0,6 % af samtlige indsatte grise døde af sygdommen.

Besætning III:
Der produceres årligt ca. 5500 slagtesvin fra 30 kg.
Der anvendes hjemmeblandet vådfoder 

Årstal

Dødelighed

Antal obducerede

 grise

Antal grise med

universel

tarmblødning

2010

4,9 %

53 stk.

17 stk. (32%)

I besætning III havde dødeligheden været for høj over en længere periode. Ejeren mente, at de fleste af grisene døde af akut, ondartet lungesyge. Obduktion viste imidlertid, at den hyppigste dødsårsag var universel tarmblødning, idet 17 grise (32%) var død af denne lidelse. Der døde 13 grise (25%) af ondartet lungesyge.

Forebyggelse
Eftersom årsagen til lidelsen er ukendt, er det svært at forebygge. I besætning II, hvor problemet har været størst, er der forsøgt mange forskellige tiltag. Det er kun tilsætning af organisk syre til foderet, der synes at have haft effekt. Da en permanent tilsætning af organisk syre i tilstrækkelig høj koncentration er en dyr løsning, har vi efter råd fra 3S prøvet at reducere foderets indhold af calcium betragteligt for på den måde at opnå en tilsvarende effekt, som ved at tilsætte syre (lavt pH i mave-tarmkanal). Vi så desværre ingen effekt af den reducerede calciumtilførsel.

Konklusion
Det er min opfattelse, at universel tarmblødning er en undervurderet lidelse, og at der er grund til at få lavet en større undersøgelse over forekomsten af sygdommen. Her ville det være ønskeligt at få Videncentret for Svineproduktion på banen.

Hvis forekomsten af universel tarmblødning på landsplan tilnærmelsesvis er lige så høj, som min miniundersøgelse lader formode, er der endvidere grund til at satse mere på at klarlægge lidelsens årsag samt på at finde effektive forebyggende tiltag.


Set fra rådgivningen:

Virksomhedsrådgiver Kjeld Askjær, Jysk Landbrugsrådgivning, supplerer:

- Jeg deler dyrlæge Poul Erik Højbjergs bekymring for, at tarmblødning koster alt for mange grise livet. Problemet er ældgammelt og kan ikke i dag løses på lovlig vis. Udfordringen er gennem fodring at skabe den rigtige pH i grisenes maver, men vi mangler viden, og det bør branchen ikke affinde sig med.

Publiceringsdato: 06-06-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: