Log på Kontakt Forside
Vi kan mødes i retten! 

Af Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening

I sidste uge udløb fristen for at komme med høringssvar i forhold til Vand- og Naturplanerne, og jeg håber, at rigtig mange af jer fik givet jeres mening til kende.

I Jysk Landbrugsrådgivnings miljøafdeling melder man i alt fald om travlhed, og her har fire medarbejdere i et par uger næsten fuldtids været optaget af at assistere grupper af landmænd og enkeltlandmænd, der ønskede assistance til arbejdet, og det har resulteret i en stribe høringssvar.

Der er ingen tvivl om, at vandplanerne får afgørende indflydelse på, hvordan det bliver at drive landbrug fremover. Men det værste er, at der er berettiget tvivl om det saglige grundlag for de krav, der stilles i planerne. På det ekstraordinære delegeretmøde i sidste måned kunne ekspert efter ekspert så tvivl om indholdet, ikke mindst var der meget snak om den såkaldte baseline.

Videncentret for Landbrugs ekspert mener, at effekten af allerede indførte tiltag i forhold til kvælstof er så effektive, at man vil nå målet om en reduktion på 10.000 tons – uden at indføre nye indgreb. Det er klart, at det får os op af stolene, at kravene tilsyneladende hviler på et helt forkert grundlag.

I Sydvestjysk Landboforening er vi meget opmærksomme på, at der i hele regelsættet og lovgrundlaget kan være tale om så omfattende indgreb, at landmændenes grundlovssikrede ejendomsret krænkes.

Derfor deltog nogle af os bestyrelsesmedlemmer i januar måned i et møde med repræsentanter fra en række andre landboforeninger, hvor en advokat, der regnes blandt de tunge drenge i sin branche, kom med sin vurdering.  Den lød helt klart, at der er begrundet forventning om, at landbruget vil vinde sagen, hvis den rejses ved domstolene.

Det gik vi naturligvis videre med, og Landbrug & Fødevarer har nu på baggrund af en opfordring fra os og de andre landboforeninger besluttet i givet fald at anlægge sagen.

Når jeg skriver ”i givet fald”, så ligger der i det, at det forhåbentlig slet ikke bliver nødvendigt!

Politikerne kan stadig nå at lytte til de mange høringssvar fra landbrugets organisationer, lodsejergrupper og enkeltpersoner, som der er kommet rigtig mange af. Regeringen har desuden i konsekvens af den voldsomme kritik nedsat flere arbejdsgrupper, hvor landbruget nu sidder med til bords. Det kan altså stadig nås at finde de geniale løsninger, hvor vi undgår voldsomme indgreb, der krænker landmænds ejendomsret.

Mit håb er, at resultatet bliver spiseligt i den forstand, at vi kan opretholde vores erhverv, landbrugets valutaindtjening og den beskæftigelse, landbruget står for.

Det er kun i den yderste konsekvens, man vælger at køre en retssag mod sit eget samfund. Hvis det kommer så vidt, så er det fordi, det er absolut sidste udvej – og så bærer regeringen ansvaret for, at det blev nødvendigt.

Publiceringsdato: 04-04-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: