Log på Kontakt Forside
Er sandheden ilde hørt? 

Af Claus Christensen, formand Sydvestjysk Landboforening

Man siger, at vi lever i et videnssamfund. Men alle de nye informationer har gjort det sværere at blive enige om, hvad det så er, vi rent faktisk ved. Eller måske handler det bare om, at sandheden er ilde hørt.

Vi har i den seneste tid været ude for to eksempler, hvor ny viden på centrale områder for landbrugsproduktionen nedtones, gemmes væk – eller blankt afvises. I begge tilfælde lugter det af, at der endelig ikke må komme oplysninger frem, der viser, at landbruget bliver uretfærdigt behandlet.

Når Fødevareøkonomisk Institut nu fremlægger rapporten om dansk landbrugs konkurrenceforhold, og den vitterligt gennem en række eksempler viser, at danske landmænd kunne tjene flere penge, hvis vi havde samme vilkår som vores konkurrenter i Tyskland, England, Polen og Holland – ja, så bliver det pakket så meget væk, at medierne slet ikke opdager det.

Rapporten præsenteres i stedet med budskabet om, at de høje danske lønninger og den store gæld er det virkelige problem.

Det bagatelliseres fuldstændig, at danske landmænd belastes ekstraordinært af omkostninger til kvælstofregulering. Det er bare en beskeden meromkostning, siger rapportens forfattere. Også på andre områder er rammevilkårene for landbrug i andre lande som helhed gunstigere og regelsættene lempeligere, men alligevel kan forskerne ikke ”udlede generelle konklusioner”, skriver de.

Det havde ellers været dejligt, hvis Fødevareøkonomisk Institut havde haft modet til at trække disse væsentlige oplysninger helt frem, så de stod allerøverst i rapporten. For netop når høje lønninger og gæld tynger landbruget, så er det indlysende, at de politisk bestemte krav om harmoniregler, medicinbrug, pesticidafgifter, kvælstofforbrug og moms bliver pinde til landbrugets ligkiste.

Vores konkurrenter i Holland tjener mere pr. ko, planteavleren i England mere pr. ha og svineproducenten i Polen mere pr. DE – og så skal ingen bilde os ind, at det er rimeligt, at danske politikere bliver ved at skrive nye regninger ud til os. Klogt er det heller ikke, hvis landbrugseksporten skal blive ved at klare sig her under krisen. I tider hvor den nye regerings kæledægger – den grønne industri – må fyre tusinder af folk, så burde man passe bedre på den landbrugsproduktion, det beskæftiger 150.000 mennesker og står for en femtedel af den danske vareeksport.

Men undertrykkelsen af den nye viden om danske landmænds konkurrencesituation er ikke det eneste, jeg har studset over. Jeg undrer mig også over, hvorfor en undersøgelse, der viser, at markbruget ikke er skurken i forhold til lukning af drikkevandsboringer, ikke bliver anerkendt af vandværkernes forening.

Det forbløffende resultat i en undersøgelse fra Videncentret var, at det nuværende pesticidforbrug i markerne lukker mindre end én boring om året. Det er en sandhed, der passer rigtig dårligt ind i det billede, de grønne organisationer og vandværkernes forening har skabt, hvor det er landbrugets pesticidforbrug, der får skylden for lukningen af boringer. Kommentaren fra vandværkernes konsulent var da også bare, at han ikke tror på Videncentrets tal.

Det burde ikke være nødvendigt, at landbruget selv skal bevise vores uskyld. Men det er åbenbart den eneste måde, hvis vi vil have de ubekvemme sandheder frem!

Publiceringsdato: 25-01-2012
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: