En hastigt arrangeret aktion, som omkring 35 lokale landmænd – flere af dem i traktor – deltog i, gjorde i går sin virkning, da Vejen Byråd tirsdag diskuterede, om der skulle bevilges ekstra penge til at nedbringe sagspuklen i sager om udvidelse og ændringer af husdyrbrug.

Landmændenes sind var bragt i kog, fordi et flertal i økonomiudvalget reelt havde omgjort en byrådsbeslutning om at nedbringe sagsbehandlingstiden. Udvalget spærrede nemlig for en nødvendig tillægsbevilling.
Jysk Landbrug tog derfor mandag med en sms til medlemmerne initiativ til, at landmændene mødte op og viste deres stærke utilfredshed, da sagen tirsdag var på byrådets møde.

”Vi kan ikke leve med, at politikerne løber fra et løfte fra januar måned, hvor man lavede klare målsætninger for, at større sager maksimalt må vare seks måneder og mindre sager maksimalt seks uger”, sagde næstformand i Jysk Landbrug, Ole Jensen, Ll. Andst.

Mens traktorerne fyldte godt op på parkeringspladsen foran rådhuset, tog 35 utilfredse landmænd plads på tilhørerpladserne. Da sagen kom til behandling, stillede socialdemokraterne et kompromisforslag, der dels fastholdt den aftalte målsætning for sagsbehandlingstiderne, dels bevilgede 265.000 kr. ekstra til området for at leve op til målet.
De 265.000 kr. er betydeligt mindre end de 660.000 kr., forvaltningen havde beregnet var nødvendigt. Men forslaget blev støttet af Venstre og blev dermed vedtaget.
Ole Jensen er tilfreds med beslutningen:
”For mig er det vigtigste, at vi kommer sagspuklen til livs. Det var det vi kom for – og det fik vi med hjem. Målsætningen for de kortere sagsbehandlingstider blev fastholdt, og så blander jeg mig ikke i, hvordan kommunen skaffer pengene,” konstaterer Ole Jensen.