Log på Kontakt Forside
Debat om landboforeningens linje 

Ligesom andre steder i landet og på det ekstraordinære delegeretmøde i sidste uge, har der de seneste måneder i det sydvestjyske område været diskussion om landboforeningens og Landbrug & Fødevarers strategi og metoder.

Kim Nielsen, Ribe, der er en af de nyvalgte til bestyrelsen, efterlyste i sit indlæg på generalforsamlingen, at landboforeningen optræder med mere pondus.



Flere folketingspolitikere var inviteret til generalforsamlingen i Sydvestjysk Landboforening og Ulla Tørnæs (V) og Hans Chr. Thoning (V) havde taget imod invitationen.

Selvom bræmmekravene er lempet, så grøfter fritages, vil mange i marsken stadig miste 5% af deres harmoniareal på grund af bræmmer langs vandløb – og det er bare ikke i orden, argumenterede han.

Peter Laustsen, Ribe, beskrev landboforeningens indsats som ”lidt for tam”.

- Det er et spørgsmål om taktik. Bræmmekravet skal udskydes, så vi i stedet får mulighed for at løse problemerne med tiden med ny miljøteknik.

Jørgen Olesen var en af deltagerne i en traktordemonstration, som en gruppe landmænd i januar gennemførte mod statsminister Lars Løkke i Bramming:

- Det kan godt være, I ikke brød jer om det i landboforeningen, men det gav reklame. Måske er dårlig omtale bedre end ingen omtale, og jeg tror det vækkede politikerne.

Claus Christensen svar lød:

- Min holdning til demonstrationer er, at jeg ikke tror, de flytter noget. For vores egne frustrationers skyld kan det være med til at styrke moralen, men det må ikke være noget med at spærre motorveje og genere andre. I den forstand, var traktordemonstrationen i Bramming i orden, men jeg er bare bange for, at de 3,4 mio. danskere, der ikke interesserer sig for landbrugets forhold reagerer ved at tænke: ”Hvis der er så meget vrøvl med de landmænd, så luk da lortet!”

For mig at se må opgaven tværtimod være at tage udgangspunkt i, at 78% af alle stemmeberettigede er optaget af, hvordan vi sikrer vores velfærdssamfund. Vi skal altså vise, at landbruget med sit bidrag til eksportindtægter, vækst og beskæftigelse har svaret på det, danskerne efterlyser, forklarede Claus Christensen, da han argumenterede for, at der skal gøres op med, at landmænd er nogen, der står i et hjørne og brokker sig.

Konkret omkring kravet om 10 meter bræmmer svarede Claus Christensen, at for ham at se er det vigtigste at undgå en generel sænkning af kvælstofnormerne i hele landet. Målrettede tiltag mod kompensation vil være at foretrække.

Esben Møller bakkede formandens linje op:

- Det er glædeligt, at vi har en organisation, der går foran, og at vi er samlet. Det viser sig jo også tit, at alt det værste, vi bliver præsenteret for af nye love og regler, ikke bliver til noget.

Det var fx godt, at vi fik lov til at køre gylle ud med slæbeslanger, og 500 mio. kr. mindre i jordskat var da heller ikke så dårligt, sagde han og opfordrede til, at den enkelte selv tager kampe. I et år lagde han arm med Varde Kommune i en miljøsag, men han gav sig ikke og fik den løsning, han gerne ville have, fortalte han.

Claus Christensen, Heino Mølholm og Mimi Pedersen blev genvalgt til bestyrelsen. Der var nyvalg til Kurt Møller, Kim Nielsen og Bjarne Nørtoft.

Ken Ø. Bloch opnåede ikke genvalg til bestyrelsen.



190 deltog i generalforsamlingen (heraf 135 stemmeberettigede). Generalforsamlingen foregik i Jysk Landbrugsrådgivnings nye hus på John Tranums Vej ved Esbjerg.

Forfatter:
Publiceringsdato: 09-03-2011
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: