Log på Kontakt Forside
En værre suppedas 

Forestil dig, at du lige har skrevet under på en entreprisekontrakt på et nyt stuehus, men at Energinet.dk få dage senere fremlægger planer for en helt ny højspændingsledning - lige hvor du bor. I et brev får du at vide, at alt byggeri nu stoppes.

Sådan var situationen for Lars og Lisbeth Rasmussen i Bække for to år siden.

  • Kommunen kunne nu ikke give byggetilladelse, fordi energinet.dk har ret til at stoppe alt byggeri for at forebygge nye erstatningssager.
  • Byggefirmaet krævede 50.000 kr. i erstatning, hvis entreprisekontrakten blev brudt.
  • Deres gamle stuehus kunne ikke bebos endnu et par vintre uden at blive repareret. Reparationer, som ville have været unødvendige, hvis det nye hus havde kunnet stå færdigt.
  • Lisbeths job som dagplejer var truet, fordi kloakforholdene i badeværelset i det gamle hus var utålelige.

Reparation betalt

-  Det var møgirriterende, fortæller Lisbeth, der virkelig havde svært ved at komme sig over skuffelsen, da byggeplanerne blev stoppet. Og tænk, hvis højspændingsledningen blev ført sådan, at der slet ikke kunne bygges noget nyt hus på grunden. Lars var så desperat, at han tænkte på bare at sælge hele ejendommen og komme væk.

Heldigvis gik det ikke så galt. I samarbejde med Ellen Marie Sørensen for JL Advokater opnåede familien allerede i 2009 en forhandlingsløsning med energinet.dk.

Formålet var, at det fortsat skulle være muligt at bo i det gamle stuehus, indtil en endelig afklaring var fundet. Energinet gik med til at betale til nye vinduer og reparation af kloakken i det gamle hus. Byggefirmaet stillede byggeplanerne i bero i ét år uden omkostninger for familien, og Energinet lovede at betale erstatningen for brudt kontrakt, hvis linjeføringen blev sådan, at der ikke kunne bygges nyt stuehus.

I sommers faldt de sidste brikker på plads. Fordi linjeføringen nu lå fast og ikke lå i vejen for det nye stuehus, kunne der på energinets anbefaling gives dispensation, så kommunen kunne give byggetilladelse.

Det er aftalt, at den erstatning, som familien skal have for den nye linjeføring, beregnes ud fra det gamle stuehus’ beliggenhed og værdi.

Værdien af det gamle renoverede stuehus fastsættes af to ejendomsmæglere, én valgt af familien Rasmussen (LandboGruppen), og én valgt af Energinet (EDC), således at familien frit kan nedrive det gamle stuehus, når det nye er færdigt.

Med halvandet års forsinkelse er det nye stuehus nu godt på vej og klar til indflytning i marts.

-Der har været nogle gevaldig op- og nedture, inden det hele kom i orden. Det trak og regnede ind ad de gamle vinduer, og vi var bange for at ende med at måtte bruge gummistøvler i badeværelset, fortæller Lars. Men Ellen Marie har talt vores sag godt, og jeg synes, vi er endt med at blive behandlet rigtig fint af Energinet, siger Lars, inden han smilende inviterer på rundvisning på byggepladsen ved siden af, hvor det nye stuehus skyder op. 

Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: