Log på Kontakt Forside
Eventmager med gå-på-mod 

Landbruget i det Syd- og Midtjyske har fået sin egen eventmager. Det bliver den 43-årige Anette Jensen fra Ansager, der fremover får ansvaret for at sætte landbruget på det lokale landkort – fortrinsvis gennem forskellige events.

En del ligger fast, nemlig Varde Messerne, Ribe Dyrskue, høstmarkederne i Esbjerg og Grindsted og arrangementet 3. søndag i september, hvor forskellige landbrug slår dørene op for besøgende. Men nyt vil komme til, og det kendte vil blive fornyet, lover en smilende Anette Jensen.

Hun går ind til jobbet med en ballast fra en karriere inden for markedsføring og projektledelse. Hun har tidligere stået for koordineringen af Esbjerg Rockfestival, været leder af kundeserviceafdelingen på Primo Plast og varetaget marketing- og uddannelsesopgaver på HTH, hvor hun også i sin tid tog projektlederuddannelsen. Senest kommer hun fra et job som eventansvarlig på Jydsk Vindueskompagni.

- Jeg har søgt jobbet som eventmager i landbruget, fordi jeg elsker det at stå for et arrangement, hvor alt skal koordineres, og der skal trækkes i mange tråde. Jeg brænder for at styre den slags begivenheder. Nu handler det i første omgang om Varde Messerne, som foregår den 25. og 26. maj, og hvor jeg da håber, at det vil lykkes for mig og dyrskueudvalget gradvist at forny det, så det bliver mere interessant for både maskinudstillere og besøgende, siger hun med stort gå-på-mod.

Ringen flyttes
Erfaringerne fortæller, at dyrskue-ringens placering ikke er optimal.

- I samarbejde med bestyrelsen er det besluttet at flytte ringen ind i udstillingsområdet for at skabe bedre sammenhæng over til standene, forklarer hun.

Desuden er der konkrete planer om, at de tre foreninger bag, Jysk Landbrug, Sydvestjysk Landboforening og Familielandbruget Sydvest - for at booste interessen for messerne - vil sende gratis billetter til alle deres medlemmer. Ideen er, at det skal lokke flere besøgende til, så det fortsat vil være interessant for maskinudstillerne at deltage.

Lærer om landbrug
Anette glæder sig til at arbejde med landbrugsverdenen, som hun hidtil kun har haft et overfladisk bekendtskab til, selvom hun en stor del af sit liv har boet på landet.

- På med gummistøvlerne, nu må jeg i gang med at lære om landbrugserhvervet, så det bliver ekstra spændende for mig at komme ud på gårdene. Jeg håber, at landmænd vil tage kontakt til mig, hvis de gerne vil med i opløbet om at få deres gård med i Åbent Landbrug den 3. søndag i september i år. Gårdene skal udpeges inden 1. april, så der er ikke så længe til, fortæller hun.

Forfatter:
Publiceringsdato: 01-02-2012
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: