Log på Kontakt Forside
Vigtigt nyt i landbrugslov 
Folketinget vedtog den 2. juni en ændring af lov om landbrugsejendomme. Loven sikrer bedre rettigheder for lejere på landbrugsejendomme, og præciserer reglerne på områder som naboindsigelser og supplering af en hovedejendom.

Af ejendomskonsulent Allan Elsted Hansen, tlf. 72 10 98 51

Lovændringen trådte i kraft 1. august, dog finder ændringen af reglen i § 33 om supplering af hovedejendomme først anvendelse for de suppleringer, der sker efter 1. november 2006.

Det er dog vigtigt at understrege, at der stadig ikke foreligger nye regler om husdyrholdets størrelse og arealkrav. Ændringerne af loven giver ministeren en hjemmel til at udstede nye regler på området, og ministeren er gået i gang med arbejdet. Der forventes udkast til bekendtgørelse sidst på sommeren, og således er det først realistisk med nye regler fra 1. januar 2007.

Lejere af stuehuse ligestilles med andre lejere:

  • Den særlige lejeregel (§28 stk. 3) ændres, så opsigelse af lejere med 6 måneders frist - fordi man skal bruge stuehuset til en medhjælper - ikke længere er gældende. Nu gælder i stedet lejelovens almindelige regler på et år. Det er dog stadig muligt at opsige lejere med 6 måneders frist, hvis man selv skal benytte stuehuset.
  • Ændringen af ovenstående lejeregel gælder også for eksisterende lejeaftaler.

Præcisering af krav til naboen, der ønsker at gøre indsigelse:

  • Tekstændring i § 32 stk. 2 nr. 1: ”selv drive sin bedrift” ændres til ”selv drive sin eller sine landbrugsejendomme”, hvorved det tydeliggøres, at man ikke kan gøre naboindsigelse/fortrinsstilling gældende, hvis man har bortforpagtet en del af sine jorder.
  • Overgangsbestemmelse i § 32 stk. 3, hvoraf det fremgår, at naboen, der ønsker at gøre fortrinsstilling gældende, skal opfylde fem betingelser:

1. Naboen skal have købt ejendommen senest 1. sep. 2004,

2. På tidspunktet for primærkøbers underskrift på købsaftalen, skal naboen drive et dyrket areal på mindst 15 ha,

3. Naboen skal selvstændigt som ejer eller forpagter i mindst fire år umiddelbart før den 1. september 2004 have drevet mindst 15 ha,

4. Naboen skal bo på den ejendom, der ønskes suppleret, og

5. Være villig til at betale den pris, primærkøber har givet for jorden.

Kan man ikke komme ind under overgangsbestemmelsen, gælder de almindelige krav for indsigeren (§ 32 stk. 1 og 2).

Ændringer vedr. hovedejendomsreglen:

· Hovedejendomsreglen (§33 stk. 1) ændres med virkning for ejendomme der er suppleret efter 1. november 2006 (godkendt i Kort- og Matrikelstyrelsen). For landbrugsejendomme, der efter denne dato suppleres efter hovedejendomsreglen, gælder, at arealer der efterfølgende fraskilles ejendommen - men som den pågældende fortsat er ejer eller medejer af - skal medregnes i arealgrænsen på 125

ha ved senere suppleringer.

Hovedejendommen er den ejendom, hvorpå man er bo-siddende, eller hvor ens væsentligste produktion foregår.

Man kan supplere hovedejendommen op til 125 ha, uden naboerne skal høres. Det er et krav, at jord, der suppleres med, ligger indenfor en luftlinieafstand på 2 km. (målt fra gårdsplads til hjørne af mark).


Forpagtere får større muligheder (uden uddannelse):

· Det er nu muligt som forpagter efter ændring af lovens §27 stk. 1 at samdrive op til 70 ha imod tidligere ”kun” 30 ha uden krav om uddannelse. Derved opnår forpagtere nu mulighed for at optjene erfaring. Ved i mindst fire år inden for de seneste ti år at drive mindst 30 ha opfylder man uddannelseskravet til erhvervelse af en ejendom eller jord over 30 ha.

Har du spørgsmål vedrørende den nye lovændrings indvirkning på dine muligheder, er du velkommen til at kontakte ejendomsafdelingen.

Forfatter:
Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: