Log på Kontakt Forside
Jysk Landbrugsrådgivning åbnede mæglerselskab i dag  
Et nyt landsdækkende ejendomsmæglerselskab med navnet LandboGruppen er i dag blevet præsenteret for offentligheden. Jysk Landbrugsrådgivning og fire andre store jyske landbrugscentre står bag.

Landbrugscentre stifter eget mæglerselskab

Dansk landbrug står overfor en af de største udfordringer nogensinde. I løbet af de kommende otte år vil hver tredje landbrugsejendom enten skifte hænder eller blive nedlagt. Det betyder, at ca. 15.000 landmænd skal sælge deres ejendom inden for en kort årrække. For at takle den enorme udfordring etablerer landbruget nu selv mæglervirksomheden LandboGruppen. Bag den nye virksomhed står fem jyske landbrugscentre og Dansk Landbrugsrådgivning, Landscenteret, der har forenet kræfterne for at sikre de danske landmænd den nødvendige og rette hjælp, når gården skal købes eller sælges.

I 1970 fandtes der i Danmark ca. 140.000 landbrugsejendomme, men i 2005 var antallet faldet til ca. 48.000. Og det er en udvikling, der vil fortsætte i årene fremover viser en analyse fra Dansk Landbrug. Analysen, der beregner udviklingen i landbruget frem til 2015, viser, at den samlede produktion fortsat vil vokse, imens antallet af landbrugsejendomme reduceres endnu mere. I 2015 vil der i Danmark være 13.000 heltids- og 19.000 deltidsbrug, hvilket svarer til, at hver tredje landbrugsejendom er blevet opkøbt eller nedlagt.

Derfor vælger landmændenes egne foreninger nu at etablere en ny mæglervirksomhed, der i første omgang har kontorer i hele Jylland, men som på sigt skal være landsdækkende.

– Med strukturændringerne vil vi i de kommende år se en voldsom stigning i antallet af de helt store virksomhedslandbrug. Udviklingen øger behovet for kompetent rådgivning i forbindelse med salg af ejendomme, og her vil LandboGruppen kunne gøre en forskel, forklarer Torben Jensen, der er bestyrelsesformand for den nyoprettede mæglerkæde, LandboGruppen.

Strukturændringerne stiller nye krav

Fra 1970 til 2005 steg den gennemsnitlige størrelse på en landsbrugsejendom fra 21 til 54 ha, og de store brug specialiserer sig mere og mere i retning af rene kød-, plante-, eller mælkeproducerende ejendomme. De fleste landbrugsbedrifter er stadig enkeltmandsvirksomheder i personligt eje, men en stigende andel ejes af f.eks. interessentskaber. Sideløbende med strukturændringerne har også nye indviklede EU-regler gjort livet vanskeligere for de landmænd, der gerne vil sælge deres ejendom.

- I landbrugscentrene har vi i forvejen i mange år ydet faglig bistand til medlemmerne inden for f.eks. skattemæssige spørgsmål, drift og driftsøkonomi samt skødeskrivning. Med etableringen af LandboGruppen kommer vi også til at varetage selve formidlingen af ejendomssalget, og på den måde kan vi tilbyde landmændene hele paletten. Det er en helt naturlig udvikling, fortæller Torben Jensen.

Den nyoprettede mæglervirksomhed vil kunne hjælpe landmændene på to centrale områder:

- For det første kan vi pga. en lovændring fra 2006, hvor det blev muligt for de landmandsejede selskaber at formidle ejendomme, nu tilbyde alle funktioner inhouse, så den enkelte landmand ikke behøver at inddrage en ekstern mægler. For det andet er LandboGruppen ejet af landmændene selv, så vores indtægter skal kun modsvare vores reelle udgifter, og evt. overskud vil gå tilbage til vores brugere, forklarer Torben Jensen.

LandboGruppen A/S

Erik Lydiksen bliver direktør for LandboGruppen A/S, der varetager corporate og administrative funktioner for de indtil videre fem landbrugscentre, som sammen med Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentreret udgør ejerkredsen i den nye virksomhed. Planerne om oprettelsen af LandboGruppen A/S har været undervejs i længere tid, og Erik Lydiksen glæder sig til nu endeligt at se tankerne ført ud i livet.

- Fordelen ved LandboGruppen er jo også, at det på sigt bliver et landsdækkende samarbejde. Med fællesmarkedsføring i annoncer og på hjemmesiden www.landbogruppen.dk bliver de fem kontorer langt mere synlige, end hvis de havde dannet deres egen virksomhed. Og det giver samtidigt den enkelte landmand en endnu bedre mulighed for at få solgt deres ejendom.

Også Erik Lydiksen ser en række oplagte synergier mellem landbrugscentrene og LandboGruppen:

- Jeg er ikke i tvivl om, at landmændene vil opleve at få mere kvalificeret rådgivning i forbindelse med handlerne, afslutter Erik Lydiksen.

 

Jysk Landbrugsrådgivning - Tlf: 7660 2100 - Email: