Af Gitte Glibstrup
Det er ingen hemmelighed, at det kan være svært at få fat i kvalificeret arbejdskraft i det danske landbrug. Derfor kigger mange til udlandet, men det har også sine udfordringer at få en medarbejder fra Ukraine eller Polen til landet for at arbejde.
Det ved JL Advokater og Jysk Landbrugsrådgivning, som derfor rådgiver om mange af de problemstillinger, man støder på.
Det er advokatfuldmægtig Jannik Isidor, der blandt andet i samarbejde med skattespecialisten Erik Nygaard Christensen, rådgiver om udenlandsk arbejdskraft.
Det kan dreje sig om emner som forhåndsgodkendelse, løn, opholdstilladelse, skat eller udenlandske praktikanter.
”Reglerne er anderledes, og det skal der tages hensyn til, når man søger efter nye medarbejdere”, fortæller Jannik Isidor.
Østaftalen
Indtil 1. maj næste år skal der tages højde for østaftalen eksempelvis. Østaftalen er en overgangsordning, der blev politisk vedtaget for de nye EU-lande, så de ikke oversvømmede Danmark med billig arbejdskraft.
”Derfor skal man som arbejdsgiver skrive under på, at man betaler sin ansatte ligeså meget som en dansk borger ville få”; fortæller Jannik Isidor.
Den aftale løber indtil 1. maj 2009, og den bliver sandsynligvis ikke forlænget.
”Aftalen blev lavet for at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed – uden at underminere den danske arbejdsstyrke”, fortæller han.
Opholdstilladelser
Men selvom ens nye medarbejder kommer fra EU, så skal tilladelserne være på plads. Og det er primært opholds- og arbejdstillader, Jannik Isidor arbejder med. For der er nogle krav, som skal være opfyldt, hvis man ønsker at få en medarbejder til landet.
”Mange har hørt gode ting om ukrainske medarbejdere eller praktikanter og vil have sådan en. Men Ukraine er ikke med i EU, og derfor kan det være vanskeligt, da der ikke er noget retskrav for at få personen ind i landet”, siger Jannik Isidor og fortsætter:
”En polak eller en litauer er oftest nemmere at få til landet, og det er mange slet ikke klar over”.
I nogle tilfælde har han hjulpet med at udfylde ansøgninger om opholdstilladelse, men det er primært telefonrådgivning, han hjælper med, og så udfylder man selv papirerne.
Og får man et afslag, så hjælper Jannik Isidor også med at vurdere, om der er en idé i at gå videre med en klagesag og også med evt. at udforme klagen.
Hvad kan Jysk?
Udover det juridiske med opholds- og arbejdstilladelser hjælper Jysk Landbrugsrådgivning også gerne med ansøgning om forlængelse af tilladelser, virksomhedsoverdragelser og meget andet.
Og man kan også få hjælp til at få forhåndsgodkendt sin virksomhed, så man nemmere kan hente østeuropæere til landet, hvis behovet pludselig opstår.
Der kan også være regnskabs- eller skattemæssige udfordringer, som skal tages hånd om, og også her har Jysk Landbrugsrådgivning en ekspertise, der er værd at trække på.
Kontakt JL Advokater og Jysk Landbrugsrådgivning, hvis du ønsker hjælp i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft. Tlf. nr. 76 60 21 00
Fakta:
Jysk Landbrugsrådgivning tager sig ikke af selve formidlingen af kontakt til den østeuropæer, der skal ansættes. Men på følgende hjemmesider, er der hjælp at hente:
www.lajo.dk - Landbrugets Jobservice
www.grindls.dk - Grindsted Landbrugsskole
www.d-uc.dk - Danish-Ukranian Connections