Tekst: Lilli Snekmose
Jysk Landbrugsrådgivning har i 2008 realiseret et overskud på 2,3 mio. kr. ud af en samlet omsætning i selskabet på 148 mio. kr.
Formand for Jysk Landbrugsrådgivning, Ole Jensen, betegner resultatet som meget tilfredsstillende, når det netop tages i betragtning, at det er første år efter fusionen mellem Sydvestjysk Landboforening og Jysk Landbrugsrådgivning.
Adm. direktør Torben Jensen siger, at overskuddet er større end budgettet, hvilket primært er begrundet i, at omkostningerne er holdt på et lavere niveau end budgetteret. Hertil kommer, at der allerede her det første år ses tydelig synergieffekt af sammenlægningen af de to store rådgivningsenheder.
Med en omsætning på næsten 150 mio. kr. og et kundegrundlag på ca. 4.000 placerer Jysk Landbrugsrådgivning sig blandt de største på sit felt.
Større omsætning – flere medarbejdere
Omsætningen er forøget med 10 procent i forhold til den samlede rådgivningsomsætning i de to selskaber før fusionen. Personalemæssigt er der i årets løb også sket en forøgelse svarende til et plus på 10 fuldtidsansatte.
Jysk Landbrugsrådgivning driver i dag landbrugsrådgivning fra centre i Brørup, Grindsted, Varde, Give og Bramming, men selskabet er i færd med at opføre to nye centre ved Billund og Esbjerg. Her vil alle ca. 280 medarbejdere blive samlet i slutningen af 2009. Den samlede anlægssum på de to nye landbrugscentre er 140 mio. kr.
Jysk Landbrugsrådgivning er et interessentskab ejet af Sydvestjysk Landboforening og Jysk Landbrug med hver 49,4 procent og Grindstedegnens Familielandbrug med 1,2 procent.
Fakta:
Tilsammen er der i dag ca. 2.700 aktive landmænd som medlemmer i ejerforeningerne.
Fuldtidslandmændene i Jysk Landbrugsrådgivning har i gennemsnit 151 malkekøer, blandt smågriseproducenterne er der i gennemsnittet 462 søer, mens slagtesvineproducenterne i gennemsnit producerer 5.233 slagtesvin om året.